(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

November 1977 

126. årgang • Nummer 11 



STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

November 1977 

126. årgang ■ Nummer 11 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Gordon B. Hinckley Marion D. Hanks 

Marvin J. Ashton James A. Cullimore 

L. Tom Perry Robert D. Hales 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK -3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 48,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1977 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



Til vore læsere: 

I de sidste få år har prisen for Den danske Stjerne været 
uforandret til trods for de stigende omkostninger. 

For året 1978 er en stigning uundgåelig. Den årlige abonne- 
mentspris vil nu være 

Kr. 48,00 

Det er vort oprigtige ønske stadigvæk at inspirere vore 
læsere ved at sørge for indblik i evangeliet. 

Redaktionen 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

„Det tilkommer ethvert menneske" 

Præsident SpencerW. Kimball 1 

Mit forslag til hvordan man bliver en god 
medlems-missionær 

En samtale med ældste Franklin D. Richards 4 

Lettelse af m issionær arbejdet 7 

Hvordan man bærer vidnesbyrd 

Stephen R. Covey 14 

Børnestjernen: 

Enhver kan m issionere 17 

Fra ven til ven 

William R. Bradford 18 

Jeg vil være missionær 20 

En hel nation gennem én mand 

Ældste Emilio O. Vergelli 25 

Missionærånden 

Ældste Jacob de Jager 26 

Missionærarbejde begynder derhjemme: 

Hvordan man kan hjælpe ikke-medlemmer i sin egen familie 

Ernest Eberhard, Jr 28 

„Kom følg mig" 

Kathryn H. Ipsen 30 

Om at bringe venner med i kirken: 
Noget man må, og noget man ikke må 

Spencer J . Cond ie 31 

Mine elever var fanger 

Janette M il lar 33 

Fortæl os om din religion 

George D. Durrant 34 

Medlemsmissionærer 

Laird Roberts 36 

Lokale sider: 

Andre forslag til hvad jeg kan gøre som medlemsmissionær 

Jørgen W. Schmidt 38 

Nyt fra nogle af vore missionærer 40 

Hendes vidnesbyrd førte til mit 

Jutta Slopek 42 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



„Det tilkommer 
ethvert menneske" 




PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 



Ingen, som er blevet omvendt til evangeliet, burde skulke 
fra ansvar for at forkynde sandheden til andre. Det er vores 
privilegium. Det er vores pligt. Det er en befaling fra Her- 
ren. Præsident HeberJ. Grant sagde: 
,,Den første store befaling var at elske Herren vores Gud af 
hele vort hjerte, kraft, sind og styrke; og det andet var 
dette ligt, at elske vores næste som os selv. Og den bed- 
ste måde i verden at vise vores kærlighed til vor næste 
er at gå ud og forkynde Herren Jesu Kristi evangelium, om 
hvis guddommelighed han har givet os absolut viden." 
{Conference Report, Apr. 1927, side 176.) 
Foret par år siden blev jeg spurgt: „Bør ethvert ungt men- 
neske, som er medlem af kirken, udføre en mission?" 
Herren forventer, at han udføreren mission. Og er han ikke 
værdig til at udføre en mission, bør han straks søge at 
blive det. 

Herren har instrueret: „Udsend min kirkes ældster til fol- 
kene, som bor langt borte, til øerne i havet. Send dem til 
fremmede lande, kald på alle folk, først ikke-jødeme og 
siden jøderne." (L&P 1 33:8.) 

Derfor bør ældsterne — kirkens unge mænd som er gamle 
nok til at blive ordineret til ældster — være beredte til og 
ivrige efter at udføre en mission for kirken, og det gælder 
for hele verden. I øjeblikket er kun omkring en trediedel 
af kirkens værdige unge mænd på fuldtids-mission! En 
trediedel er ikke „enhver ung mand". 



Nogen vil måske også spørge: „Bør enhver ung kvinde, 
bør enhver far og mor, bør ethvert medlem af kirken udføre 
en mission?" Og igen har Herren givet svaret: Ja, enhver 
mand, kvinde og barn — ethvert ungt menneske og enhver 
lille dreng og pige — bør udføre en mission. Det betyder 
ikke, at de bør tjene i udlandet eller formelt blive kaldet og 
indsat som fuldtidsmissionærer. Men det betyder, at 
enhver af os er ansvarlige for at bære vidnesbyrd om de 
evangeliske sandheder, som vi har modtaget. Vi har alle- 
sammen familiemedlemmer, naboer, venner og arbejds- 
kammerater, og det er vores opgave at give de evangeliske 
sandheder videre til dem, ved vores eksempel såvel som 
ved vores undervisning. 

Skrifterne giver os rigelig forklaring om, at alle kirkens 
medlemmer er ansvarlige for at udføre missionærarbejde: 
„Det tilkommer enhver, som er blevet advaret, at advare 
sin næste" (L&P 88:81.) 

Profeterne fra denne uddeling har også tydeligt forkyndt 
den opfattelse, at det er alle medlemmers ansvar at mis- 
sionere. Præsident David O. McKay forkyndte det med de 
udfordrende ord: „Ethvert medlem en missionær!" (Se 
Conference Report, April 1959, side 122.) 
Hvor skønt er det ikke, mine kære brødre og søstre, som 
er medlemmer med mig i Guds rige, at modtage Herrens 
tillid og tjene som budbringere af hans ord til vore brødre 

1 



og søstre, som ikke er medlemmer af kirken. Lad os et 
øjeblik gå ud fra, at rollerne blev byttet om — at I ikke 
var medlemmer af kirken, men at jeres nuværende ikke- 
medlemsnabo varen sidstedages hellig. Ville I ikke ønske, 
at han eller hun ville dele evangeliet med jer? Ville I så 
ikke fryde jer over de nye sandheder, som I på den måde 
lærte? Ville I ikke elske og respektere jeres nabo i endnu 
højere grad, fordi han havde fortalt jer disse sandheder? 
Selvfølgelig er svaret på alle disse spørgsmål : Ja! 
Skrifterne siger helt tydeligt, at evangeliet må bringes ud 
til hele verden. Frelseren fremhævede det, da han tog 
apostlene med op på Oliebjerget lige før sin himmelfart 
og sagde: ,,l skal være mine vidner både i Jerusalem og 
i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende" (Apost- 
lenes Gerninger 1 :8.) I dag er hans disciple underlagt 
den samme opfordring, og sandelig omfatter hans ord 
,, indtil jordens ende" indbyggerne på alle kontinenter og 
dem, der befindersig hvorsomhelst på jorden. 

„Du skal bære vidnesbyrd om mit navn, ikke alene for ikke- 
jøderne, men også for jøderne, og du skal forkynde mit ord 
til jordens ender" (L&P 11 2:4). 

Der ligger sandelig en betydning i disse Herrens ord : „Alle 
nationer", „enhver nation", „ethvert land", „til jordens 
ende", „fra de fire verdenshjørner", „ethvert tungemål", 
„ethvert folk". Det var og er et universelt behov; der må 
være universel dækning. Hele menneskeheden i verden er 
i familie med vor himmelske Fader, og vi har modtaget en 
universel befaling om at bringe evangeliet ud til medlem- 
merne af den familie. 

Hvis der ikke var nogen nyomvendte, ville kirken skrumpe 
ind og dø. Men måske er den vigtigste grund til missionær- 
arbejdet at give verden dens chance for at høre og accep- 
tere evangeliet. Skrifterne er fulde af befalinger og løfter 
og kaldelser og belønninger med hensyn til forkyndelse af 
evangeliet. Jeg bruger ordet befaling med overlæg, for det 
synes at være et bestemt dirketiv, som vi, enkeltvis eller 
samlet, ikke kan undslippe. Desuden er befalingen tydelig 
med hensyn til, at alle medlemmer af hans kirke skal yde 
missionærtjeneste, men vi skal også bringe evangeliet ud 
til alle vor himmelske Faders børn på denne jord. 

Herren har antydet, at vi kan forvente, hans kraft er med 
os, når vi forkynder hans ord. Han har sagt: „Mig er givet 
al magt i Himmelen og på jorden." Og derpå antyder han 
i de næste vers en måde, hvorpå denne kraft skal benyttes : 
„Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, 
idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens 
navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har 
befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens 
ende." (Matt. 28:18-20, fremhævelsertilføjet) 
Hvis missionærarbejdet virkelig er det arbejde Herren skal 
have udført, hvilket det er, og hvis værket skal gå fremad 
ved hans kraft, hvilket det vil, skulle vi så, som sidste 
dages hellige, være bange for eller betænke os på at brin- 
ge evangeliet ud til andre? 

Herren har sagt til sin profet Jeremias: „Se, jeg er Her- 
ren, alt køds Gud; skulle noget være mig for underfuldt?" 
(Jeremias 32:27 — engelske udgave siger „er der noget, 
der er for vanskeligt for mig?" O.a.) Jeg tror, at Herren kan 



gøre, hvad som helst han ønsker, og han ønsker sandelig 
at evangeliet skal forkyndes for hvert eneste menneske 
på jorden. 

Herren har antydet, at han ikke blot vil åbne de nødven- 
dige døre for missionærarbejdet, men også vil ledsage 
dem, der deltager i dette arbejde. Tidligere i denne udde- 
ling gav han det efterfølgende løfte til præsidenten for De 
tolvs Råd, og de samme principper gælder alle, som er i 
hans tjeneste: 

„Gå derfor, hvorhen de sender dig, og jeg vil være med 
dig, og hvor du forkynder mit ord, skal vejen i sandhed 
blive banet for dig, så de kan modtage mit ord" (L&P 
112:19, fremhævelsertilføjet). 

Som missionær skal vi derfor ikke sætte spørgsmålstegn 
ved, om vi skal tjene eller ikke, men blot være beredte og 
så gå igang. Der er ingen uigennemtrængelige døre i ver- 
den, forsåvidt undervisning i evangeliet angår. Jeg kan 
ikke se nogen god grund til, at Herren skulle åbne døre, 
som vi ikke er beredte til at gå ind af, men tro på, at han 
vil åbne enhver missionærdør, som vi er parate til at gå 
gennem. Og hvis vi ikke går ind, så vil ansvaret hvile på 
os. Hvis vi ikke gør vores pligt med hensyn til missionær- 
arbejde, er jeg overbevist om, at Gud vil holde os ansvarlige 
for de mennesker, som vi kunne have reddet, hvis vi havde 
gjort vores pligt. 

Vores rolle som missionærer er ikke først og fremmest at 
overbevise mennesker om evangeliets sandhed. Hvis Her- 
ren fortrinsvis var interesseret i at overbevise folk om dette 
værks guddommelige natur, så kunne han, og ville mulig- 
vis, demonstrere sin kraft på en sådan måde, at et stort 
antal mennesker kunne lære sandheden at kende på en 
forholdsvis kort tid. Han kunne tale, hvis han ville, og alle 
folk på jorden kunne høre ham på deres eget sprog. Eller 
han kunne skrive sine ord på himlen, så alle kunne læse 
eller se dem. Men hvis disse mennesker, der blev overbe- 
vist på den måde, ikke virkelig forandrede deres tilværelse 
til det bedre, omvendte sig fra deres synder og vendte sig 
til ham i retskaffehed, så ville de være værre stillet end 
før og ville være mere ufølsomme for Helligåndens 
hvisken. 

Nej, Herren er ikke først og fremmest interesseret i, ,at 
hans børn kun bliver overbevist om hans værk. Han vil 
gerne have, at de bliver omvendt til evangeliet. Virkeligt 
omvendte mennesker forandrer deres syndige levevis og 
vender sig til en ny levevis i Kristus; der finder virkelig en 
„omvendelse" eller en forandring sted i deres tilværelse. 
Som apostlen Paulus sagde det i gammel tid : 
„Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; 
det gamle erforbi, se, noget nyt er blevet til !" (2 Kor. 5:17) 
I virkeligheden omvender missionærerne ikke nogen; 
Helligånden omvender. Omvendelseskraften er direkte for- 
bundet med Helligånden, for intet menneske kan virkeligt 
omvendes og vide, at Jesus er Kristus, uden at det sker 
ved Helligåndens kraft. Men missionærer og medlemmer 
er en væsentlig og nødvendig del af omvendelsesproces- 
sen. Vi bør bære vore vidnesbyrd om, at evangeliet er 
sandt; vore vidnesbyrd kan meget vel blive den gnist, der 
sætter omvendelsesprocessen i gang. Som følge deraf har 



vi et dobbelt ansvar; vi må vidne om det, vi ved, føler og 
har følt, og vi må leve på en sådan måde, at Helligånden 
kan være med os og overføre vore ord med styrke til den 
undersøgendes hjerte. 

Herren har lovet os store velsignelser i forhold til, hvor 
godt vi bringer evangeliet videre. Vi vil få hjælp fra den 
anden side sløret, når de åndelige mirakler sker. „Den, 
som modtager jer, hos ham vil jeg også være; thi jeg vil 
gå foran jer . . . Jeg vil være på jeres højre og venstre side ; 
min Ånd skal være i jeres hjerter, og mine engle rundt 
omkring jer" (L&P 84:88). 

Herren har sagt os, at vore synder vil blive tilgivet hurti- 
gere, hvis vi bringer sjæle til Kristus og forbliver trofaste 
med hensyn til at bære vidnesbyrd til verden, og det er 
klart at enhver søger yderligere hjælp til at få tilgivelse 
for sine synder. (Se L&P 84:61) I et af vore bedste mis- 
sionær-skriftsteder, afsnit 4 i Lære og Pager, får vi at vide, 
at hvis vi yder missionærarbejde for Herren ,,af hele jeres 
hjerte, sjæl, sind og styrke", så kan vi stå „ulastelige for 
Gud på den yderste dag" (vers 2). 

Og videre siger Herren : „Og om det skulle ske, at I måtte 
arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk 
og kun førte een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres 
glæde være med ham i min Faders rige! 
Og dersom jeres glæde kan være så stor over een eneste 
sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget 
større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange 
sjæle til mig!" (L&P 18:15-16) 

Vores mål bør være så snart som muligt at finde ud af, 
hvilke af vor Faders børn, der er åndeligt beredte til at gå 
hele vejen for at blive døbt ind i riget. En af de bedste 
måder at finde dem frem, er at lade jeres venner, slægt- 
ninge, naboer og bekendte så snart som muligt få besøg 
af fuldtidsmissionærer. Vent ikke på langtidsindførelse i 
fællesskab eller på det nøjagtige, fuldkomne øjeblik. Hvad 
I behøver at gøre, er at finde ud af, om de hører til de ud- 
valgte. „Mine udvalgte hører min røst og forhærder ikke 
deres hjerter" (L&P 29:7). Hvis de hører og har hjerterne 
åbne for evangeliet, vil det straks skinne igennem. Hvis de 
ikke vil høre, og deres hjerter forhærdes med skepsis eller 
negative kommentarer, er de ikke rede. I sådanne tilfælde 
må I holde af dem og forblive venner med dem og vente 
på den næste lejlighed til at finde ud af, om de er rede. 
I vil ikke miste deres venskab. De vil stadig respektere jer. 
Selvfølgelig er der skuffelser, men intet er nogen sinde 
tabt for evigt. Ingen mister nogen sinde en ven, fordi han 
ikke ønskerat fortsætte med missionærernes besøg. Med- 
lemmer kan fortsætte samkvemmet uden trusler for sit 
venskab eller særlige forhold til den familie. Sommetider 
tager det længere tid for nogen at komme ind i kirken, end 
det tager for andre. Medlemmet må fortsætte sit venskab 
med vedkommende og prøve ved en senere lejlighed at om- 
vende ham. Bliv ikke skuffet blot på grund af en midler- 
tidig mangel på fremgang. Der findes i hundredvis af 
historierom værdien af udholdenhed i missionærgernin- 
gen. 

I nogle områder i verden har medlemmerne en bemærkel- 
sesværdig succes. De kommer med så mange henvisnin- 



ger, gode henvisninger, til folk, som er parate til at blive 
undervist i deres eget hjem med de pågældende med- 
lemmer tilstede, at missionærerne har travlt fra morgen til 
aften med blot at undervise og arbejde med de familier, 
som er på vej til dåb. 

Det virkelige mål for effektiv hvervning af proselytter er, 
at medlemmerne gør arbejdet med at finde, og missio- 
nærerne udfører undervisningen. Det vil løse mange gamle 
missionær-problemer. Når medlemmerne gør arbejdet 
med at finde undersøgere, har de en personlig interesse i 
at sørge for at bringe de pågældende ind i fællesskabet, 
der mistes færre undersøgere før dåben, og de, der bliver 
døbt, vil i større antal forblive aktive. En anden fordel er, 
at når et medlem er involveret, selvom det så kun er fra 
et tilfældigt bekendtskab, synes undersøgeren meget hur- 
tigere at blive klar over, at mormoner har en særlig sund- 
hedskodex (visdomsordet kommer ikke som nogen overra- 
skelse), at mormoner tilbringer søndagen i kirke og ikke 
med at fiske eller gå til fodboldkamp (at holde sabbats- 
dagen hellig kommer ikke som nogen overraskelse), og at 
mormoner villigt bidrager til kirkens programmer (tiende, 
fasteoffer, budget, byggefonds, missionærfonds, osv. 
forstås mere umiddelbart). Når folk ikke bliver alt for over- 
raskede, overvindes betænkelighederne ved at lade sig 
døbe lettere. 

Medlemmer bør stræbe efter at henvise til hele familier. 
Missionærerne vil gerne undervise enkeltpersoner, men 
de er specielt sendt ud for at bringe hele familier ind i 
kirken. En familie har større tendens til at forblive stærk i 
kirken end enkeltpersoner. Bare én enkelt stærk person i 
en familie vil hjælpe til at holde dem alle aktive og kunne 
opbygge den lejlighedsvise slaphed hos et eller flere med- 
lemmer i familien. 

Vi forventer at stavsmissionærer og fuldtidsmissionærer 
arbejder indgående sammen og at de involverer kirkens 
medlemmer i almindelighed for at få åbnet dørene for vor 
Faders andre børn. En af de vigtigste måder, hvorpå det 
kan gøres, er at benytte kirkens organisationer og pro- 
grammer i omvendelsesprocessen. Derfor bør alle ledere, 
lærere og medlemmer holde deres organisationer i passen- 
de orden og gøre dem til virkelige lys, der er sat på højene, 
for at lyse for hele verden. 

Vi kan ikke stærkt nok fremhæve nødvendigheden af at 
missionærarbejdet samordnes indenfor præstedømmet, 
så undersøgerne bliver bragt ind i fællesskabet og knyttet 
til kirkens programmer på en sådan måde, at de hurtigt 
bliver aktive og trofaste medlemmer. Her er også en måde, 
hvorpå alle kirkens medlemmer kan blive aktivt og bestan- 
digt engageret 4 missionærarbejdet — de kan bringe de 
nye medlemmer i kirken ind i fællesskabet og gøre sig til 
venner med dem. 

Lad mig til sidst citere profeten Joseph Smith: „Guds 
sandhed vil gå frem i frimodighed ... til den har gennem- 
trængt ethvert kontinent ... og lydt i hvert et øre, til 
Guds hensigter er opnået" (History of the Church, 4:540). 
Og denne betydningsfulde åbenbaring: „Thi sandelig, 
lyden må udgå fra dette sted og nå ud til hele verden ; evan- 
geliet må prædikes for hver skabning." (L&P 58:64). 



Mit forslag til hvordan man bliver en god 

medlems-missionær 



En samtale med ældste Franklin D. Richards 



af præsidentskabet for De halvfjerds'førsteKvorum 

Ældste Richards: Missionærarbejdet er virkelig en sær- 
deles god opskrift på, hvordan man bliver lykkelig. Når 
man deler evangeliet med andre får man glæde i sin egen 
tilværelse og så prioriterer man rigtigt. Herren har sagt, at 
enhver af os har et livslangt job at udføre: at hjælpe andre 
med at finde ham. 

Når jeg spørger de hellige, hvad vores mål er, lyder de 
forskellige svar: at bringe evangeliet ud til alle nationer; at 
anbringe Mormons Bøger alle vegne ; at advare verden . Der 
kommer i almindelighed en halv snes svar, før nogen f .eks. 
siger: „at omvende til dåb", og i virkeligheden er det 
vort mål. Alt andet har kun betydning, hvis det peger i den 
retning. 

På hvilke måder kan medlemmer deltage i arbejdet for at få 
nogen omvendt til dåb? 

Ældste Richards: Jeg mener, at der er tre lette måder at 
være medlemsmissionær på. Den første er at omsætte 
skriften til handling, og lade sit lys skinne, så andre 
kan se ens gode gerninger. Hvert år er der tusinder af men- 
nesker, der slutter sig til kirken, fordi de ser, hvordan gode 
medlemmer efterlever og glæder sig over de evangeliske 
principper — og måske er der titusinder af andre, som ikke 
slutter sig til kirken, og som ikke er interesserede, fordi 
også de ser noget. Den anden måde er at stille det, vi 
kalder de gyldne spørgsmål — f .eks. : ,, Kender De noget 
til mormonerne?" Og derefter, afhængigt af svaret, ,,Har 
De lyst til at få mere at vide?" Den tredie måde er at ind- 
byde venner og naboer til at deltage i kirkens møder og 
aktiviteter sammen med jer. 



Hvorfor tror du, at nogle af vore medlemmer er betænke- 
lige ved at indbyde andre til at lære mere om evangeliet? 

Ældste Richards: De er bange for at fornærme eller såre 
nogen, eller de mangler tro — eller begge dele! Og ved 
du hvad, det er trist, for Herren sagde, at de „udvalgte 
hører min røst og forhærder ikke deres hjerter" (L&P 29:7). 
Vort arbejde er sandsynligvis ikke at bringe ethvert ikke- 
medlem ind i kirken — kun de udvalgte! Og hvordan ved 
du, hvem der er de udvalgte? Herren siger, at de udvalgte 
vil høre hans røst — de vil lytte og gøre noget ved det. 
Selv om et menneske måske ikke er „udvalgt" i dag, eller 
måske heller ikke om et år, vil hele hans indstilling foran- 
dres, på grund af noget, der sker i hans liv — og han kan 
blive en af de udvalgte. Det er derfor, at vi hele tiden, 
gennem hele livet, må give folk mange muligheder for at 
høre Herrens stemme. Kan vi gøre mindre? Har Herren ikke 
givet os allesammen masser af chancer i vores tilværelse? 
Hvis vi har udviklet os til en tilstand, hvor vi er ved at 
komme til at ligne ham, så vil vi ønske det samme for 
andre. Forpligt dig til at udføre det, Herren har pålagt dig, 
tag ham på ordet, så vil han åbne en udvej. Det er så en- 
kelt — det er grundlæggende, og det giver resultat! 
Jeg fløj for et årstid siden til Iowa og sad ved siden af en 
ung universitetstuderende, som havde gået på Utah's 
statsuniversitet. Jeg spurgte, om han havde kunne lide 
det, og han sagde: „Jeg elskede det." Jeg spurgte ham 
hvorfor, og han sagde, at det var på grund af de mennesker, 
han var sammen med. Jeg fik hans navn og adresse, og 
spurgte ham, om det ville være i orden, at to unge mis- 
sionærer kom og besøgte ham. Seks måneder senere fik 
jeg brev fra missionærerne, som fortalte, at de skulle døbe 
ham, hans tre brødre og søstre og hans forældre den uge. 
Nogle få måneder senere besøgte jeg en flyveplads sam- 
men med en ung mand. Efter at vi havde talt sammen, og 
jeg havde spurgt ham ud, spurgte han, hvem jeg var. Jeg 
sagde: „Åh, jeg tror du kan betragte mig som en slags 
mormonmissionær. Har du lyst til at høre noget om mor- 
monkirken?" Det sagde han, at han gerne ville. Jeg fik 
hans navn og adresse og spurgte, om jeg måtte lade to 
medlemmer af kirken besøge ham. I løbet af tre-fire uger 



fik jeg et brev, der fortalte mig, hvor vidunderligt det var 
gået. 

Jeg tror, at Herren anbringer mange af de udvalgte på vor 
vej, anbringer dem så nær os, at det er op til os at skabe 
forbindelse mellem det menneske og sandheden. 
Der er både passende og upassende tidspunkter at udføre 
missionærarbejde på. Det er tåbeligt at spørge nogen, om 
han er interesseret i at få noget at vide om evangeliet, når 
han er optaget af flere andre mennesker. Men hvis den på- 
gældende er alene, så snak med ham eller hende. Og hvis 
du gør det med et smil og med tro i hjertet, så vil ret så 
mange reagere positivt. Alle medlemmer vil i hvert fald let 
kunne skaffe mindst én undersøger hver, hveranden eller 
hvertredie måned, som missionærerne kan undervise. 

Nogle mennesker synes at være fyldt med ånden, når de 
taler med andre om evangeliet — og andre synes at have 
meget vanskeligt ved at få den ånd. Kan du give noget råd 
med hensyn til, hvordan man opnår den ånd? 

Ældste Richards: Ja, det kan jeg! Og det slår kun sjæl- 
dent fejl! Læs Joseph Smiths vidnesbyrd hver uge, eller 
så ofte I behøver det — det findes i Den kostelige Perle — 
og jeg lover jer, at I vil blive fyldt med genoprettelsens 
ånd. Hans vidnesbyrd er selve marven i vort budskab: at 
Himlene er blevet åbnet, at Gud Faderen og Sønnen har 
vist sig for profeten Joseph Smith, og at Herren, ved at 
benytte ham som redskab, har gengivet evangeliet i sin fyl- 
de, at retten til at handle i Guds navn er blevet gengivet 
og kirken blevet genoprettet. Som resultat har vi en profet 
som overhoved for kirken i dag. Det er vort budskab. Hvis 
vi fuldt ud bliver fortrolige med det budskab, vil vi være 
villige til at tale med folk om det. Jeg kan lide at have disse 
traktater med Joseph Smiths vidnesbyrd med mig altid. 
Jeg læser dem og giver folk dem. Det åbner ofte mulighed 
foren samtale. 

Er der andre måder, hvorpå medlemmer med held kan 
engagere sig i vores livsvarige missionærkaldelse? 

Ældste Richards: Javist er der det! At finde og undervise 
er kun en del af vejen til en omvendelsesdåb. En anden 
meget vigtig del er at arbejde med missionærerne, mens 
de underviser undersøgeren. Jeg vil gerne understrege 
ordet arbejde. Jeg er overbevist om, at hvis vi ville spen- 
dere mere tid på at arbejde med dem, der udtrykker interes- 
se, ville vi få meget større effektivitet. Der er to sider ved 
enhver omvendelse — den doktrinære del (den bliver i 
reglen givet af missionærerne), og der er fællesskabs- 
delen, eller at få folk ind i kirken gennem kærlighed til 
mennesker. 

Der vil foregå en ændring i omgangskredsen for næsten 
enhver, som tilslutter sig kirken. Folk har brug for venner. 
Det har vi alle. Og når de opgiver én form for livsførelse 
og også nogle af deres venner, hårde brug for ægte venner 
og følelsesmæssig støtte for at kunne se muligheden for 
et glædeligt samvær i den fremtidige tilværelse. Det er 
her, ethvert medlem kommer ind i billedet. Wardets mis- 
sionsleder må straks arbejde med missionærerne og 
hjælpeorganisationerne og medlemmerne. 



Hvis missionærerne for eksempel underviser ikke-med- 
lemsfamilien Jensen i aften, og de har børn, ønsker vi, at 
disse to missionærer skal kunne tage to søstre fra hjælpe- 
foreningen med den næste dag, søstre, som så får til 
opgave at arbejde med str. Jensen i en måned og tage 
hende med til hjælpeforeningens møder. Den følgende 
dag ønsker vi, at missionærerne kommer med nogen fra 
primary for at indbyde børnene til primarzog forklare, hvad 
det er for noget. Dagen efter eller et par dage efter, bør 
missionærerne vende tilbage og invitere de større børn 
til AP-UP aktivitetsaftenen. 

Jeg kan huske, at jeg for en del år siden besøgte en gren af 
kirken i Savannah i staten Georgia Jeg blev sammen med 
min kone taget med i hjælpeforeningen til frokost. Jeg 
sagde: ,,lh, hvilken stor hjælpeforening, I har. Hvor man- 
ge medlemmer er der i Savannah gren?" Præsidentinden 
sagde: ,,Vi er omkring 40 søstre." Jeg sagde: „Men der 
er mange flere end 40 heri dag." „Jo," sagde hun, „der er 
84 her i dag." Jeg så mig omkring og spurgte ud og fandt 
ud af, at mange af de tilstedeværende var undersøgere og 
venner af medlemmer, allesammen nogle, der „blev arbej- 
det med" for at føre dem ind i kirkens fællesskab. En så- 
dan indførelse i fællesskabet er særlig effektivt over for 
mange af vore familier, hvor kun den ene ægtefælle er 
medlem. 

En almindelig stav har omkring 450 vordende ældster. Om- 
kring 60% er gift med ikke-medlemmer. Så det giver om- 
kring 300 ikke-medlemmer. Vi har også mange søstre, som 
har giftet sig med mænd, der ikke er medlemmer — vel 
omkring 150. Derved har vi omkring 450 familier, hvor kun 
den ene ægtefælle er medlem af kirken. Læg børnene 
til, og vi har endnu 100. Det udgør en mængde værdige 
mennesker som kan undervises af fuldtids- og stavs- 
missionærerne, for at familierne kan forenes og få mulig- 
hed for at komme i templet. 

Jeg er tilhænger af at der undervises i grupper. Men jeg 
ville ikke bare tromme alle disse 450 ikke-medlemmer 
sammen i selskab med deres partnere, uden at tænke 
over det, bede for det og træffe nogle afgørelser, hvor jeg 
satte de yngre par sammen, de midaldrende sammen og de 
gamle sammen. Jeg ville også opdele dem videre. Bare 
fordi et menneske er ungt eller gammelt, betyder det ikke, 
at han er interesseret i hvem som helst på sin egen alder — 
hvad med uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige og per- 
sonlige interesser? Gruppering under bøn og undervisning 
af disse familier i grupper som passer sammen, vil give 
vidunderlige resultater. 

Jeg har fundet dette mest vellykket, hvis et medlem af 
stavspræsidentskabet eller af højrådet har ringet og sagt 
sådan noget som: „Johannes, jeg ved, at du ikke er aktiv i 
kirken, men jeg har netop bedt en gruppe mænd og 
hustruer, folk som dig, om at komme hen og besøge dig 
hver for sig. Jeg vil bare gerne snakke med dig. Har du 
noget imod at komme herhen på det eller det tidspunkt?" 
Mange kom, og forholdsvis få var bitre — de var bare ån- 
deligt døde, hvad det udvortes angår. Jeg har hørt mange 
af dem sige: „Dette er første gang i ti år at nogen virkelig 
bad mig komme og tale med dem." 



Efter besøget kan manden og hans hustru blive indbudt til 
at komme sammen med en af grupperne. Og lige som i til- 
fældet med en ikke-medlemsfamilieerdet her, der er hårdt 
brug for medlemmerne — under den sociale forandring, 
for at få dem ind i fællesskabet. Samtidig med at der gives 
lektier, har følgende aktiviteter vist sig særdeles effektive: 
(a) gør hver dag noget for den undersøgende familie eller 
familie hvor kun den ene ægtefælle er medlem; (b) hent 
dem til møder eller fester i kirken nu — i denne uge! 
(c) koordinér (for ikke-medlemsfamilier) gennem mis- 
sionærerne besøg af hjælpeorganisationerne i de første 
uger; og (for familier med kun ét medlem) koordinér gen- 
nem hjemmelærerne de samme besøg af hjælpeorganisa- 
tionsf unktionærer og -lærere ; (d) arranger passende aktivi- 
teter med wards-medlemmer; (e) tag familierne med til en 
dåbshandling; (f) arrangér en familiehjemmeaften — selv 
i den familie, der kun har ét medlem, vil det blive påskøn- 
net; (h) hjælp med erstatninger i tilfælde af problemer med 
visdomsordet; (i) fast og bed sammen med dem; (j) arran- 
gér besøg hos biskoppen for familier med kun ét medlem 
— biskopper har en forunderligt påvirkende omvendelse- 
sevne. 



Hvilket råd kan du give medlemmer, hvis ægtefælle ikke 
er medlem; mange af dem har udgydt mange tårer og har 
håbet og bedt om, at deres ægtefælle ville slutte sig til 
kirken? 

Ældste Richards: Mit råd til sådanne mennesker er at de 
gennem deres levevis viser deres mand eller hustru den 
vidunderlige indflydelse, evangeliet har på deres tilværel- 
se. De bør blive bedre forældre og mere betænksomme, 
omsorgsfulde og lykkelige ægtefæller. 
I så høj grad, som det er muligt, bør de praktisere evan- 
geliets lærdomme i deres hjem og lade dets indflydelse 
gøre sig gældende i deres børns liv. 
Hvor som helst det er muligt, bør deres venner vælges 
blandt sådanne, som vil øve god indflydelse, som vil op- 
bygge respekt og beundring for kirken og dens lære ved 
deres måde at være på. 

Uden at forcere noget bør der gives manden eller hustruen 
anledning til at blive belært om evangeliet. Ofte er det 
mest effektivt, hvis parret kan være med i en gruppe, der 
undervises. Hvis der er andre i gruppen som befinder sig 
i samme situation, vil det ofte hjælpe. 
Lad aldrig mand eller hustru føle, at han eller hun står 
udenfor. Medlemsægtefællen bør hjælpe ikke-medlemmet 
til at føle, at familie-enhed, „familiefølelse", er vigtig, og 
bevare sin tro på, at familien bør være ,,ét" på enhver 
måde. 

Husk fremfor alt, at den største hjælp kommer fra vor 
himmelske Fader. Bed altid og værtålmodig. 
Men din ægtefælle behøver hjælp. Indførelse i fællesska- 
bet spiller en vigtig rolle her. Det bekymrer mig, at nogle 
af vore stavs- og wardsledere endnu ikke helt har forstået, 
hvor vigtig denne indførelse i fællesskabet er. Jeg vil sige 
jer, at dette er et område, hvor ethvert medlem kan yde et 
virkeligt bidrag. 



Du kan dog ikke bare sidde og vente på, at en eller anden 
kommer hen til dig og beder dig føre sig ind i fællesskabet. 
Sådan er livet nu engang ikke. Du må se at blive invol- 
veret, hvor som helst du kan. Tilbyd at hjælpe og vær blot 
opmærksom. Det er en af grundene til, at Herren gav os 
Helligånden — for at holde os vågne over for vore mulighe- 
der for at velsige andre såvel som os selv. 
Jeg var i Vernal i Utah, ikke langt fra grænsen til Colorado, 
hvor jeg traf en søster, som netop havde hjulpet en familie 
på fem med at slutte sig til kirken. Hun sagde, at hun 
havde været inde i en forretning og set denne kvinde have 
vanskelighed med at finde frem til de varer, hun søgte. 
„Kan jeg hjælpe Dem," spurgte hun. Efter at have hjulpet 
hende, spurgte hun kvinden, om hun var på gennemrejse. 
Kvinden sagde, at hun og hendes mand var på vej til Colo- 
rado for at søge arbejde, og vores søster sagde' „Jamen, 
hvorfor søger De ikke noget her?" 

„Jamen, vi ved ikke, hvorvi skal søge," sagde kvinde. 
„Så lad mig hjælpe Dem," sagde vores gode søster. „Lad 
os få Deres varer samlet sammen, og kom så med mig 
hjem. Måske kan jeg hjælpe Deres mand til at træffe nogle 
mennesker, som kan hjælpe ham at finde noget arbejde." 
Søsteren tog telefonen, og i løbet af et par timer var man- 
den på vej til et par samtaler for at få arbejde. Han tog imod 
det ene tilbud, der gik ud på at hjælpe til på en gård. 
Og tror I, at denne barmhjertige samaritan stoppede her? 
Næh, bestemt ikke. Familien på fem havde ikke noget sted 
at bo, så hun indbød dem til at blive hos sig om natten, 
og dér så de et lykkeligt familieliv, velsignelse af maden, 
familiebønner, morgen og aften, og alt det andet. Manden 
og konen og de tre børn var meget taknemmelige og blev 
interesserede i denne søster og hendes familie. Hun 
sagde, at når de var faldet lidt til, ville hun gerne fortælle 
dem, hvorfor de var, som de var. En uge senere tog hun 
missionærerne med ud til denne mand og hans kone — 
og familien blev senere døbt og sluttede sig ivrigt til kir- 
ken. Og under alt dette sørgede vores gode søster og andre 
for en passende indførelse i det lokale samfund. 
Et af de vanskeligste aspeter ved omvendelse er under- 
søgerens følelse af, at han er alene, og at han forlader sine 
gamle venner og levemåde for noget nyt. Alle medlemmer 
kan blive aktivt involveret — og er nødt til at gøre sig an- 
strengelse for at blive involveret — med at hjælpe andre 
at finde kirken, finde nye venner, tage dem, som under- 
søger evangeliet med til sammenkomster, møder, sports- 
begivenheder — alt, hvad der er godt og sundt. Ellers fryg- 
ter undersøgerne almindeligvis den akavede situation ved 
tydeligvis at være nyankommen og fremmed. Det er endnu 
en grund til at jeg kan lide at gruppere familier i ligestil- 
lede grupper. Ved at undervise flere sammen, gør vi det 
muligt at udvikle nye venskaber. 

Mange udsøgte ting er sket, når en gruppe af oprigtige 
familier kommer sammen for at lære om deres ægtefælles 
religion — og mens de lærer og taler og fortæller om deres 
følelser, og når deres ægtefælle fortæller og bærer pas- 
sende vidnesbyrd, også om sit eget liv, bevæger Hellig- 
ånden deres hjerter, og vidunderlige ting afsløres. Det vir- 
ker! Jeg ser og hører om det hele tiden. 



6 



Lettelse 

af missionær 

arbejdet 



missionær. Studér dem. Måske vil du begynde at danne 
dig et andet fantasibillede af dig selv som missionær — på 
den måse, der passer bedst for dig ! 



Hold en familiehjemmeaften 
for ikke-medlemmer 



Kirken har mange spændende programmer, der gør det 
ganske enkelt for ethvert medlem at være missionær. 
Der sker noget mærkværdigt for mange af os, når vi hører 
udtrykket ,, ethvert medlem en missionær" (med vægt på 
ethvert) og vi mindes om, at vi ikke blot bør ,,gøre en 
ekstra indsats" i missionærarbejdet men også sætte fart i 
den ekstraindsats. 

Sommetiderdanner vi os et fantasibillede af os selv, ståen- 
de på en kasse oven over et hav af skrigende og fjendtlige 
ansigter, mens vi desperat prøver at kalde et gademøde 
til orden. Eller vi kan forestille os hvordan vi helt alene og 
håbløst taler for evangeliets principper imod et panel af 
folkekirkepræster, eller råt blive fejet væk, mens vi går fra 
dør til dør med en håndfuld traktater, eller måske mens vi 
henvenderos til fremmede på gaden. Eller vi kan tænke os, 
hvordan vi fornærmer vore naboer med en ting vi gør, som 
får os til at virke mærkværdige eller ikke særligt venlige 
for dem. 

Fantasibilleder som disse har utvivlsomt skræmt os fra 
at missionere mange, mange gange. Det er ikke, fordi vi 
tvivler på, at værket er sandt eller mener, at kirkens præs- 
identer, vore profeter, har bedt os om at gøre noget helt 
urimeligt eller umuligt. Det er simpelthen, fordi vi somme- 
tider er generte og finder det vanskeligt at forstå, hvordan 
vi, hver især, kan gøre det. Og når vi føler os ubehageligt 
tilmode ved det, vokser andre aktiviteter i betydning, så de 
optager al vor tid, og vi lader missioneringsmuligheder 
slippe os af hænde. 

Men sådan burde det ikke være. Og, allerbedst, sådan be- 
høver det ikke at være. 

Det er rigtigt, at enhver burde engageres aktivt i missions- 
arbejde, men der kan være lige så mange forskellige måder 
at udføre missionærarbejde på, som der er mennesker, 
personlig stil, omstændigheder og inspiration. Efterlevel- 
se af evangeliet og at hjælpe andre til at finde det, bør 
være en glad aktivitet. Og når vi finder ud af, hvad kirken 
virkelig forventer — at vi ikke allesammen behøver at være 
aggressive proselyt-hververe — så vil det, at være mis- 
sionær, slet ikke længere forekomme så afskrækkende. 
Pludselig vil vi begynde at forstå, hvordan vi hver især kan 
blive aktivt engageret. 

I det følgende vil du finde beskrevet nogle af de program- 
mer, som ganske naturligt er vokset frem af kirkens mis- 
sioneringsindsats. Det er kun nogle få af de ting, som 
enhver af os kan udføre. De gør det let for enhver at blive 




Det er en venlig måde at vise andre, hvordan livet som mor- 
mon virkelig er 

I almindelighed er det sådan, at hvis et menneske kan op- 
dage muligheden for at få større lykke ved et andet livs- 
mønster, så vil det sandsynligvis være langt mere tilbøjelig 
til at lytte, end hvis man henvender sig direkte til ham med 
yderliggående prædikener. 

Og det er netop det, der spilles på, når man bruger fami- 
liehjemmeaften som missioneringsmiddel. Uden upassen- 
de nærgåenhed gør du det muligt for dine gode venner og 
naboer at komme tæt på dig og fået roligt indblik i, hvor- 
dan evangeliet virker i dit hjem, og uden nogen ubehage- 
lige forpligtelser. Du fremviser snarere end prædiker. 
Men familiehjemmeaftenen for gæster, der ikke er med- 
lemmer, er kun sjældent effektiv, hvis den er en uforberedt 
begivenhed — én, hvor du tydeligvis og i hast prøver at 
afvikle din pligt til at være missionær. Det kræver en smule 
klog forberedelse. Ideen med at bede en ikke-medlems- 



familie om at komme til en særlig familiehjemmeaften bør 
følge som et naturligt led i et mere fuldstændigt venskabs- 
og undervisnings-,, angreb". 

Måske kan programmet for et sådant „angreb" udformes 
således : 

1. Bestem hvilke familier blandt dine bekendte, du kunne 
lide at prøve at gøre til dine venner. 

2. Prøv at lære dem bedre at kende gennem fælles aktivi- 
teter: familieudflugter, hobby'er eller talenter — hvad som 
helst af gode, underholdende aktiviteter, som I har fælles 

3. Når tiden er moden (og hvis du er opmærksom på ud- 
viklingen, vil du vide, hvornår det er), inviterer du dem, 
på en anden aften end mandag, til en særlig familiehjem- 
meaften. 

4. Andre aktiviteter kan udmærket følge efter; og når tiden 
er inde, kan deres nysgerrighed med hensyn til, hvad det 
er, der ligger til grund for din families lykke, meget vel 
føre til mange muligheder for at præsentere dem for evan- 
geliet. 

En sådan plan kræver ikke mere end ærligt venskab og et 
ønske om med andre at dele det, som er det kosteligste af 
alt for dig. Dette er vigtigt. For hvis dine motiver ikke er 
ægte i enhver retning, vil du ikke få held med dig ; dine an- 
strengelser vil få karakter af omvendelsestaktik. Påtaget- 
hed, falskhed og „salgsmetoder" vil næsten altid slå fejl 
i familie-missioneringsarbejde. Værdig selv og glæd dig 
over hvert eneste minut af dette arbejde. 
Hvilke aktiviteterer bedst for den særlige familiehjemme- 
aften med ikke-medlemmer? Det vil helt afhænge af jeres 
og den pågældende ikkemedlems-families interesser og 
livsførelse. Du må være ydmyg, lydhør og opfindsom — 
men aldrig unaturlig. I kan have en naturlig „lær-hinanden- 
altkende"-aktivitet. I kan arrangere en festlig grill-kom- 
sammen i haven. En underholdendefilm eller lysbilledserie 
kan være det helt rigtige at begynde med. En mere evan- 
gel isk-orienteret kan passende bruges senere. 
Visse retningslinier er almindeligvis ønskelige, så det 
bliver helt tydeligt for gæsterne, at der er en forskel mel- 
lem en planlagt familihjemmeaften i jeres hjem og en aften 
med almindelig hængen omkring i dagligstuen og foran 
fjernsynsapparatet. Her er et forslag til, hvordan aftenens 
program kan se ud : 

1 . Åbningsbøn 

2. En glad sang 

3. En kort lektie om et emne som f.eks. ærlighed eller 
tjenesteydelse over for andre; eller måske et talentshow 
eller en diskussion. 

4. Lege 

5. Afslutningsbøn 

6. Forfriskninger 

En ting, som må være det vigtige midtpunkt, er „familie- 
sammenhold" som årsag til og følge af familiehjemmeaf- 
tener; det er en lejlighed til at komme sammen i en sym- 
patisk atmosfære og drøfte familieforhold, familieansvar, 
familieprojekter og så videre. 

Under hele denne særlige familiehjemmeaften skulle det 
være tydeligt for jeres gæster, at evangeliet har en ene- 
stående indflydelse på familier, at jeres familie er lykkelig 



på en måde, som ikke ville være mulig uden det. Måske I 
så kan give ikkemedlems-familien et eksemplar af fami- 
liehjemmeaftensbogen som gave. 

Hvem kan I begynde at forberede til en ivitation til en 
særlig familiehjemmeaften i jeres hjem? Her viser det sig, 
at mulighederne er spændende. Der er flere muligheder 
end blot de mennesker, der bor i huset ved siden af. 
Tænk på disse: 

Familiemedlemmer og slægtninge, som ikkeer 
medlemmer af kirken 

Faglige bekendtskaber — folk, som I arbejder 
sammen med 

Famil ier, som jeres børn er gode venner med 
Sådanne, som har stillet jer spørgsmål om kirken 
Familier, som for nylig er flyttet ind i nabolaget 
Nogle, som harværet til møde i jeres kirke 
Gamlevenner 

Folk, som ofte kommer i jeres hjem 

Mulighederne er næsten ubegrænsede. Jeres familie kan 
gøre det: Hele familien kan „rejse på mission" ved at 
begynde at indlede venskab med andre som forberedelse 
til en særlig familiehjemmeaften, hvor I med dem kan dele 
jer selv, jeres glæde og jeres lykke og den fred, og sikker- 
hed, som kommer af at efterleve evangeliet. 



Send Mormons Bog på mission 



Hvordan man gør det ved hjælp af familie-til-familie pro- 
grammet 

For to år siden modtog en ung pige i det sydøstlige Asien 
en Mormons Bog fra Hong Kong missionen. Inden i var der 
et billede af en kvinde fra Salt Lake City sammen med et 
brev, der bevidnede, at Mormons Bog er sand. Det gjorde 
et sådant indtryk på pigen, at hun læste hele bogen. 
Kort tid efter modtog denne søster i Salt Lake City et brev 
fra pigen, det første hun nogen sinde havde skrevet på 
engelsk. Det fortalte, at hun og ni andre medlemmer 
af hendes familie var blevet døbt ind i kirken, og at to 
andre, der endnu var for små til at blive døbt, ivrigt for- 
beredte sig derpå. 

Dette er bare et af tusinder tilfælde, hvor familier er blevet 
omvendte til evangeliet gennem familie-til-familie-Mor- 
mons-Bog-programmet — et program, som De halvfjerds' 
første kvorum nu anbefaler for alle kirkens kvorummer af 
halvfjerds'er. En tale om, hvordan det bør fungere, blev 
holdt ved halvfjerdsernes afdelingsmøde under regional- 
møderne i 1977. 

Familie-til-familie-programmet med Mormons Bog er 
baseret på en enkel, velkendt kendsgerning: Mormons 
Bog er et magtfuldt missioneringsredskab. Den kan om- 
vende folk til evangeliet, hvis de vil læseden. 



8 



Det er derfor, at en af de bedste måder at være missionær 
på, er at give en Mormons Bog til en eller anden. Og i 
familie-til-familie-programmet er det en ,, personlig" Mor- 
mons Bog, et eksemplar med et billede af dig og din fami- 
lie sammen med et skriftligt vidnesbyrd. 
Hvorfor sådanne „personlige" bøger? 
Fordi det sommetider sker, at et menneske, når han får 
lejlighed til at seen Mormons Bog, hurtigt kikker den igen- 
nem og lægger den tilside. Det er for ham blot endnu en 
bog. Hvis han ikke kender til den i forvejen, forstår han 
ikke, at den kunne blive den mest vigtige bog, han fik at 
læse hele sit liv. 

Men når et menneske åbner en bog og ser et billede af en 
virkelig familie og et skriftligt vidnesbyrd om, at den bog er 
sand, og at den vil forandre hans liv, hvis han vil læse den, 
så bliver hans kontakt med Mormons Bog pluselig per- 
sonaliseret. Han vil være meget mere tilbøjelig til at under- 
søge den nærmere og til at læse den — især hvis vid- 
nesbyrdet og billedet er fra én, han kender. Han er allerede 




i berøring med et levende vidnesbyrd, og det forandrer 
hans indstilling til denne hellige bog. 

Formålet med familie-til-familie-Mormons-Bog-program- 
met er derfor (1) at lade familier i kirken enten sende „per- 
sonlige" Mormons Bøger til folk, de kender, eller forsyne 
missionærer med nogle, som de kan benytte til at finde 
vordende medlemmer, og (2) at opmuntre medlemmer til at 
etablere familie-til-familie korrespondance med disse vor- 
dende medlemmer som indledning til et venskab. 
Se her, hvordan det kan gøres. Først får du fat på et bille- 
de af din familie og klæber det øverst på et stykke tyndt 
karton eller svært papir i størrelsen ca. 10,5 x 17 cm. 
Forneden på dette hånd- eller maskinskriver du et vidnes- 
byrd, som du og din familie har sammensat. Derefter får 
du fra dit wards missionsleder eller præsidenten for halv- 
fjerdserne et kort eller en brochure til at indsætte i bogen, 
med titlen „23 spørgsmål besvaret af Mormons Bog" 
(PFFSO104) og en „Tilbagerapporteringsseddel" (PFFSo 
090). De fås fra Distributions Centret. Disse tre ting anbrin- 
ges derefter inden i den Mormons Bog (mellem bindet og 
smudstitelbladet forrest i bogen), som du vil give som 
gave. Men det er meget vigtigt, at du også anbringer en 
selvaddresseret kuvert med et stykke blankt papir indeni. 
På det kan den, der modtager bogen, skrive tilbage til dig, 
og en korrespondance kan begynde. 
Når første bøgerne er i orden, er der en række ting, du 
kan gøre. Du kan give dem direkte til dine bekendte i dine 
bestræbelser på at stifte venskaber, og derpå senere intro- 
ducere missionærerne, når tiden er moden dertil. Eller du 
kan give dem til dit wards missionsleder eller til halv- 
fjerdsernes præsident, så de kan benyttes af fuldtids- og 
stavsmissionæreme i din stav eller dit distrikt. De vil enten 
blive givet til de ikke-medlemmer, som du anviser, eller 
hvis der ikke opgives nogle bestemte navne, til andre under- 
søgere, som viser særlig interesse i det evangeliske bud- 
skab. Stavene i én mission forsynede missionspræsiden- 
ten med 26.000 „personlige" Mormons Bøger! En særlig 
god måde, at gribe dette an på, er at gøre det let for fami- 
lier at skaffe sig et familieportræt ved at bede et wards- 
medlem tage billeder for alle interesserede familier. 
At få hele familien involveret i at nedskrive et vidnesbyrd 
på et kort sammen med et billede af familien, kan blieve en 
storartet familieaftenaktivitet. Det er en af de bedste måder 
at udvikle „ethvert medlem til missionær". Og senere, når 
der begynder at komme breve tilbage fra familiens nye kon- 
takter, kan en familiehjemmeaften lejlighedsvis bruges til 
at besvare breve — igen med alle og enhver involveret og 
især de unge, som snart skal være fuldtidsmissionærer, 
og børn, der vil vokse op og engang blive missionærer. 
Sådanne kontakter med andre familier kan have en betyd- 
ningsfuld virkning også pådin egen familie. 

En primarylærerinde lod børnene i sin klasse tage billeder 
af dem selv med til klassen, og hun hjalp dem med at skri- 
ve deres vidnesbyrd. Bøgerne med disse vidnesbyrd blev 
sendt rundt omkring i hele verden. Et eksemplar kom til 
Holland, hvor en ti-årig pige fik det. Hun skrev senere til- 
bage: „Kære broder Mike, nu er jeg også medlem af kir- 
ken." Hun og hele hendes familie blev døbt. 



Bill Bradshaw, som leder familie-til-familie-Mormons- 
Bog-prog rammet i Temple Square's Besøgscenter, for- 
tællerom en „personlig" Mormons Bog, som han fik af en 
7-årig dreng: „Han anbragte et farvebillede af sig selv. 
Han var rødhåret og fuld af fregner, og han begyndte at 
skrive sit vidnesbyrd i det ene hjørne af kortet og endte 
op i det andet. Det lød: ,Til den, det måtte vedkomme: 
Jeg gir dig denne Mormons Bog. Jeg ved, den er sand, 
for mine forældre har læst den for mig, og de siger, at 
den er sand. Og hvis du har flere spørgsmål om denne 
kirke, så skriv til mig, og jeg skal nok besvare dem for dig'. 
Og så kom der en dag en mand herind, og da jeg gav ham 
den bog, og han læste, hvad den dreng havde skrevet, 
fyldtes hans øjne med tårer, og han sagde: ,Jeg ville 
give hvad som helst forden bog.'" 

Herrens ånd virker på mennesker, når du giver Mormons 
Bog væk. 

I et andet tilfælde begyndte et ikke-medlem, som var 
videnskabsmand, en korrespondance med en velkendt 
sidste dages hellig videnskabsmand som resultat af en 
Mormons Bog kontakt. Den mand og hele hans familie 
sluttede sig alle til kirken. 

En seminarklasse i Kearns i Utah påtog sig et projekt og 
bidrog med 3.600 eksemplarer af særligt behandlede Mor- 
mons Bøger. 

En gruppe af enker, som mødtes ugentlig som en familei- 
hjemmeaftengruppe, begyndte at sende nogle Mormons 
Bøger ud på denne måde. De fik straks en mængde breve, 
og som gruppe besvarede de dem alle og har nu en per- 
manent korrespondance gående. 

Og eksemplerne på opmuntrende tilfælde kunne fort- 
sættes i det uendelige. 

Er dette den rigtige form for missionærarbejde for dig 
og din familie? Hvis du mener det, så lad din wards-mis- 
sionsleder eller præsidenten for de halvfjerds hjælpe dig 
igen. Henvend dig til ham med det samme. 



Den danske Stjerne 
som en missionær 



Somme tider mener man, at missionærarbejde kun kan 
udføres af et frygtløst, dznamisk, aggressivt, selskabeligt 
anlagt menneske, som med fuldstændig naturlighed kan 
standse fremmede på gaden, belære taxichaffører og præ- 
dike i gangen på flyvemaskiner. Men hvad med os generte, 
ikke så aggressive sjæle, som aldrig rækker hånden i vejret 
i klassen, og som får udslet af bare nervøsitet overat skulle 
holde en 2 1/2 minuts tale? Vi ved, at missionærarbejde 
er en alvorlig forpligtelse, og alligevel har vi ikke den selv- 
tillid, der er nødvendig for en aggressiv metode. Findes der 
ikke en stilfærdig missioneringsmetode, som vi kan be- 
gynde med, mens vi oparbejder mere mod? 



Svaret er: Jo! Der findes en metode, der så godt som er 
sikker på ikke at fornærme nogen. Ja, et af dens hovedfor- 
mål er at gøre gode venner til endnu bedre venner. Den 
indebærer brugen af Den danske Stjerne på den ene af to 
måder: (1) lejlighedsvis at forære eksemplarer af Stjernen 
væk, og (2) give gave-abonnementer. (Der findes nu sådan- 
ne halvårs-abonnementer, der gør det lidt lettere at forære 
bladet til dine venner.) 

Begge metoder, at benytte bladet på, har absolutte fordele 
fælles. For det første giver Den danske Stjerne det vor- 
dende medlem et nøjagtigt og tiltalende indblik i, hviken 
tilværelse der kan ligge foran ham som medlem af kirken, 
og om hvordan kirken er indstillet på at hjælpe med til at 
klare livets problemer. Men endnu mere vigtig er den 
kendsgerning, at han med Stjernen kan få et indblik i kir- 
ken i enrum med sine egne tanker og med den fart, som 
han selv bestemmer, uden at nogen kikker ham over skul- 
deren og siger: „Nåh, hvordan går det? Må jeg sende mis- 
sionærerne hjem til dig nu?" 

Ingen kan have noget at udsætte på en sådan fremgangs- 
måde i forsøget på at „finde", fordi det er en naturlig 
måde at dele oplysninger og fortælle om en tro på uden at 
være aggressiv eller anmassende. Ingen føler sig truet. Og 
det er én af årsagerne til, at Den danske Stjerne næsten 
altid gladeligt modtages af venner, der ikke er medlemmer. 

Måske er den mest almindelige måde at man gør en eller 
anden opmærksom på en artikel, der handler om et emne, 
som du tidligere har talt med vedkommende om. Det store 
udvalg af forskelligartede artikler og emner, som dækkes 
af Den danske Stjerne, gør det let for dig at centrere om 
det, der interesserer dem, som du er i kontakt med. 
Specialnumre af Stjernen er især nyttige i den henseende. 
En dag for nogle måneder siden talte et medlem af kirken 
om religion med en arbejdskammerat, der ikke var medlem 
og som sagde: „Vil du påstå, at der i dag eksisterer pro- 
feti, og en levende profet?" 
„Ja, det tro jeg." 

„Nå, og hvad har han så profeteret fornylig?" spurgte 
manden — ikke altid så let et spørgsmål at besvare, fordi 
vi får så mange råd fra vore ledere, at det kan være van- 
skeligt at tænke på noget specifikt lige med det samme. 
Men vores medlem sagde: „Jeg kan lade dig læse noget 
af det, han har fortalt os fornylig." Og næste dag bragte 
han ham et eksemplar af Stjernens generalkonference- 
nummer og et andet nummer med et budskab fra Det øver- 
ste Præsidentskab. Da manden læste, hvad kirkens præsi- 
dent havde sagt og skrevet, gjorde det et stort indtryk på 
ham - 

A t deles om evangeliet måned efter måned! 
At give gave-abonnementer er lige så enkelt som at give 
et enkelt nummer og har en ekstra fordel : Det hjælper folk 
med at blive vant til kirkens lærdomme over et længere 
stykke tid, mens du giver dem den vigtige mulighed for 
at følge op ved at tale med dem eller skrive til dem, idet 
du eropmærksom påtegn på oprigtig interesse. 
Gave-abonnementer kan altid gives til familiemedlemmer, 
som ikke bor hjemme; og fødselsdage, bryllupper og an- 



10 



dre særlige begivenheder er gode lejligheder til at give Den 
danske Stjerne i abonnement til gode venner. 
Et gaveabonnement kommer næsten altid på et naturligt 
tidspunkt under udvikling af et venskab. En kvinde fortalte 
om en ven, som besvarede alle hendes spørgsmål om kir- 
ken med et roligt vidnesbyrd. Da hendes udspørgen ved- 
blev, begyndte han at bringe hende bøger at læse, især når 
han ikke kunne besvare hendes spørgsmål. Ofte havde en 
artikel i Stjernen netop det svar, som hun havde brug for, 
og han lånte hende sit eksemplar. Hun sagde: „Selvfølge- 
lig endte det med, at jeg læste hele bladet, før jeg sendte 
det tilbage. Det syntes, som om hver eneste artikel havde 
noget at gøre med min særlige situation. Der var kun 



ganske få, som ikke rørte mig dybt." Efter nogle få gode 
oplevelser med Stjernen, følte hun det som en kompli- 
ment, da han gav hende et abonnement som gave. 
Numre af Stjernen, som ligger hjemme hos ikke-medlem- 
mer eller i hjem, hvor kun den ene ægtefælle er medlem, 
kan have stor virkning, når et bestemt behov opstår. Føl- 
gende eksempel fortælleren stavsmissionær fra Washing- 
ton stav: ,,Vi blev bedt om at undervise en sådan , delvis- 
medlems-familie'. Hustruen der ikke var medlem, havde 
læst et særnummer af The Ensign (kirkens engelskspro- 
gede tidsskrift for voksne) og var overmåde interesseret i, 
hvad hun fandt deri. Hun bliver nu undervist i evangeliet 
og skal snart døbes." 






Hvordan man bestiller et gaveabonnement 
Hvis du er som de fleste mennesker, så har du adskillige 
venner lige nu, som kunne blive mere interesserede i kir- 
ken, hvis de kom til at modtage Den danske Stjerne regel- 
mæssigt. Du kan nu give enten det almindelige ét års 
abonnement til den almindelige pris, eller et særligt hal- 
vårs-abonnement til halv pris. Det er en gave, som du kan 
give på et hvilket som helst tidspunkt af året, ikke blot 
under dit wards eller den grens kampagne for fornyelse. 
Men med julen nær er det måske tiden at tænke på dem, 
som du ønsker at glæde på denne måde. Den særlige ku- 
pon, der findes indsat i dette nummer, forklarer frem- 
gangsmåden. 

Vi skal erindre om, at det første nummer i dette gaveabon- 
nement vil indeholde et gavekort, der fortæller modta- 
geren, at bladet kommer som gave fra dig. 
Gaveabonnementer kan have varig betydning, selv i til- 
fælde, hvor modtageren ikke øjeblikkeligt er interesseret i 
at slutte sig til kirken. Et nyt medlem skrev, at han ikke 
blev døbt, før syv år efter, at han første gang blev under- 
vist af missionærerne. Gennem denne lange periode var 
Den danske Stjerne hans eneste kontakt med kirken. I 
bladet fandt han en kilde til styrke og vejledning mange 
gange, når han følte sig nedtrykt. 

„Jeg ville ikke have noget særligt at gøre med kirken," 
sagde han, „men jet har altid læst Stjernen og fået noget 
ud af den. Den har spillet en stor rolle for mig, og til- 
sidst bragte den mig også ind i den sande kirke." 



Tag dem med i søndagsskolen 



til nadvermøde, hjælpeforeningens møder, de unges 

møde, en fest eller noget andet! 

Søndagsskolens undersøgerklasse er som skræddersyet 

til en venlig introduktion til diskussion om evangeliske 

emner. 

I vort forhold til interesserede ikke-medlemmer kommer 

der ofte et tidspunkt, hvor det synes naturligt og logisk at 

invitere dem i kirke, 

11 



Når det sker, er det første møde, du vil indbyde dem til, 
sandsynligvis søndagsskolen, fordi søndagsskolen har et 
kursus, der udmærket egner sig for dem, der først lige er 
ved at lære om evangeliet — enten dit ward eller gren er 
så godt udbygget, at der findes en ,, undersøgerklasse", 
eller alle voksne samles i seniorklassen. 
Denne klasse er søndagsskolens modpart til den organi- 
serede missionærindsats, idet man her påbegynder under- 
visning, hvor arbejdet med ,,at finde" erfuldført. 
Et nyt medlem af kirken fortæller, hvor effektiv en del af 
missionærarbejdet underøgerklassen kan være: 
„Jeg plejede at tale religion med et medlem af kirken, som 
arbejdede ved bordet ved siden af mig, og en dag kom det 
til det punkt, hvor jeg stillede ham spørgsmål, hver gang 
vi havde en pause. Han var meget tålmodig, og hvis han 
ikke kendte svaret, kom han med en bog elleret blad. 
Jeg lærte en masse om forskellige emner, men jeg kunne 
ikke få dem til at hænge sammen. Han var altid glad for 
at tale med mig, men efter nogen tids forløb var det, som 
om jeg løb tør for spørgsmål, samtidig med at jeg følte 
det, som om jeg havde hundrede ting at spørge om. Det 
var meget frustrerende. 

Så en dag sagde han til mig : ,Hør nu her, hvorfor kommer 
du ikke med mig i kirke på søndag? Der er en søndags- 
skoleklasse dér, som vil give dig en ganske god oversigt 
over, hvad vi tror . . . bedre end jeg kan. Hvorfor ikke 
komme der et par gange, og hvis du derved kan fåsammen- 
hæng i det hele, så er det fint. Hvis det ikke hjælper, så 
ved du i hvert fald med dig selv, at du har gjort et hæder- 
ligt forsøg. Hvad siger du?' 

Jeg gik med ham i søndagsskolen, og det lærte jeg en hel 
masse af. Jeg ved godt, at jet lavede et nummer ud af det, 
de første to gange, fordi jeg blev ved med at sige sådan 
noget som: ,Åh ja selvfølgelig, nu forstår jeg' og ,det er 
rigtigt; selvfølgelig er det det'. Igen og igen. Jeg begyndte 
at se planen i det hele, og det var bare skønt. Jeg tror nok, 
at jeg var tre eller fire skridt foran missionærerne, da de 
begyndte at undervise mig." 

Undersøgerklassens kursus er det helt rigtige for under- 
søgere på alle stadier — dem, som er ved at blive under- 
vist af missionærer og sådanne, som bare er interesseret i 
at lære noget om kirken, fordi det både er et introduktions- 
kursus for nye medlemmer af kirken og et opfrisknings- 
kursus for nyligt genaktiverede medlemmer: 

Det er nok en søndagsskoleklasse men den er samordnet 
med halvfjerdsernes arbejde i wardet eller grenen, hvilket 
yderligere knytter den til det organiserede missionærar- 
bejde. Undervisningen udføres af en halvfjerds, hvis det er 
muligt. 

Den bedste måde at fortælle dine venner om undersøger- 
klassen er måske at forklare nøjagtigt, hvilken slags klasse 
den er i sammenligning med andre søndagsskoleklasser 
for voksne. Forklar, at seniorklassens kursus dækker alle 
skrifterne over en otte-års periode. Dette år vil vi f.eks. 
blive færdige med anden halvdel af Mormons Bog. Derefter 
vil der komme to år med Lære og Pagter og kirkens histo- 
rie; derefter Den kostelige Perle og Det gamle Testamente; 
og så Det nye Testamente og tilbage til Mormons Bog. Det 



er en bestandig cyklus af evangelisk undervisning gennem 
skrifterne. 

Undersøgerklassens kursus „Evangeliets grundprincipper" 
er anderledes, idet det er et grundkursus eller en oversigt 
over hele evangeliet, præsenteret i tolv lektier. Det er be- 
regnet på at give et menneske en solid grundvold, før 
det kommer ind i malstrømmen af evangeliske studier. 
Lektierne er udarbejdet på en sådan måde, at det ikke be- 
tyder noget, på hvilket punkt undersøgeren begynder i 
serien. For eksempel kan man begynde med lektie syv 
og fortsætte til lektie tolv for derefter at fortsætte med 
første lektie og gå videre med dem til lektie seks — man 
kan få dem i en hvilken som helst rækkefølge efter ønske, 
og uden at nogen behøver at føle sig ilde berørt, hvis 
rækkefølgen brydes. 

Indvævet i lektierne er en præsentation af frelsesplanen. 
Undersøgeren vil lære om gengivelsen af evangeliet gen- 
nem profeten Joseph Smith ; noget om templer og præste- 
dømmeordinanser; en hel del om familiens evige natur; og 
også om lydighedens velsignelser. Han vil også lære om 
vidnesbyrd og om den måde, hvorpå kirken er organiseret 
for at varetage sine medlemmers behov. 
Lige så vigtig for det vordende medlems smertefri over- 
gang til en sidstedages helligs levevis, er det, at han lærer 
om alt det, der kan redde ham fra megen forvirring og muli- 
ge forlegenheder. For eksempel vil han lære mange udtryk, 
som er hverdagsord for den, der længe har været medlem, 
men let kan virke forvirrende på den nyligt tilkomne — 
udtryk som „biskop" og „højrådsmedlem" og andre som 
„at salvede syge" og „fasteofre". 

Han vil lære om, hvordan familien passer ind i kirkens or- 
ganisation, og om, hvor grundlæggende en enhed den er. 
Og han vil lære noget om præstedømmets og hjælpeor- 
ganisationernes opbygning. 

Hvis du fortæller din ven om undersøgerklassen som en 
slags rundrejse i evangeliet, der vil hjælpe ham til at 
„klare" det store emne, vil han sandsynligvis være glad for 
at komme der! De, der kommer, kan regne med at få enkel 
og god undervisning, høre vidnesbyrd og opleve venskab. 
Når du virkelig får lejlighed til at invitere dine ikke-med- 
lemsvenner til søndagsskole, bør du først sikre dig, at 
undersøgerklassen virkelig er i gang på dette tidspunkt. 
De fleste ward og grene holder klassen løbende, men lej- 
lighedsvis vil der være en pause på nogle uger mellem 
de 12 lektier. Du vil også gøre klogt i at ledsage dine ven- 
ner til deres første time i denne klasse for at introducere 
dem for læreren og de andre medlemmer af klassen. Om 
du så vil fortsætte med at komme dér, må afhænge af 
omstændighederne. I den retning må du være meget 
påpasselig og fintmærkende. Lejlighedsvis vil din tilstede- 
værelse afholde dine venner fra at stille spørgsmål helt 
frit. I sådanne tilfælde bør du lade dem være alene og 
overlade dem til selv i fred at kaste et blik på kirken i al 
fredsommelighed uden nogen form for pression. I almin- 
delighed er der imidlertid sandsynlighed for, at dine venner 
vil føle sig bedre tilpas med dig ved deres side, og i det 
tilfælde bør du forsøge at overvære alle timerne sammen 
med dem. Er der ingen „undersøgerklasse" i din søndags- 



12 



skole, bør du, før du bringer dine venner med, tale med 
seniorklassens lærer, således at han er parat til at indrette 
sin undervisning efter det niveau, som dine venner står 
på. Han vil så også have mulighed for at byde dem vel- 
kommen og måske lade dig præsentere dem for klassen. 
En mand fortalte om et interessant tilfælde den første 
gang, han besøgte undersøgerklassen med en nabo. 
„Jeg havde nogle blandede følelser, lige da jeg kom," 
sagde han. „Jeg var bare en smule interesseret i at finde 
ud af, hvad mormonerne troede, men jeg var bange for, 
hvad nogen mon ville sige til, at jeg lugtede af tobak. Jeg 
vidste jo, at mormonerne ikke røg. Men da jeg kom i 
klassen, hvem traf jeg så? min anden nabo! Jeg vidste, at 
han havde røget i årevis, og han så også en smule fåret ud. 
Men da han fik øje på mig, tøede han op med et bredt 
smil, og vi holdt sidenhen sammen gennem hele kurset. Vi 
kom også godt ud af det med alle de andre." 
Og en kvinde sagde dette om sine oplevelser i klassen: 
„Jeg tror nok, jeg var et virkeligt problem for min nabo, 
selv om hun aldrig ville indrømme det. Jeg sad dér otte 
lektier igennem uden at føle, at der var noget dér, som jeg 
kunne eller egentlig skulle forpligte mig til. Men jeg blev 
ved med at komme igen sammen med hende. En søndag, 
da jeg kom hjem, satte jeg mig ned og tænkte en stund, og 
pludselig forstod jeg, at jeg havde lært meget mere, end 



jeg havde tænkt mig. Jeg var forbavset over, så meget mit 
syn på livet havde forandret sig lidt efter lidt, og hvor lyst 
alting nu forekom. Hun var virkelig forbavset, da jeg ringede 
hende op og sagde: „Hvad skal jeg nu gøre?" Hendes ven, 
der var medlem præsenterede hende for missionærerne, 
og hun blev døbt nogle få uger senere. 
Når du overværer en klasse sammen med dine ikke-med- 
lemsvenner, vil det blive forventet af dig, at du deltager og 
bærer dit vidnesbyrd. Men det er meget vigtigt, at du ikke 
dominerer diskussioner og bliver så ivrig, at du taler om 
mere vidtrækkende emner, som lektierne ikke er beregnede 
på at skulle dække. For megen snakken fra din side gør 
det vanskeligt for dine gæster at lære nogle af de mere 
enkle ting. Ældste Boyd K. Packer sagde engang, at det er 
som at „sætte to vandslanger sammen, når vandet fosser 
igennem den ene for fuldt tryk". (Tale til søndagsskole- 
ledereden?. okt.1972.) 

Når lejligheden byder sig til at invitere dine venner til kirke, 
vil det ideelle sted at medbringe dem sædvanligvis være 
undersøgerklassen. Den er beregnet på at skabe det sær- 
lige led mellem nysgerrighed med hensyn til evangeliet og 
begyndelsen til en klar forståelse af, hvad kirken kan byde 
sine medlemmer. Det er en af de broer, som det vordende 
medlem kan gå over på sin rejse til en mere fuldkommen 
forståelse af Jesu Kristi evangelium. 




13 



Hvordan 
man bærer 
vidnesbyrd 

AF STEPHEN R. COVEY 




Hvad er et vidnesbyrd? 

Sommetider bliver jeg forbløffet over et vidnesbyrds kraft. 
Når alt kommer til alt, så er det jo blot et par enkelte ord 
mere, end hvad vi almindeligvis ville sige til et menneske 
— for sådan forkommer det jo, ikke? Men hvilken magt har 
ikke de ord! 

For eksempel talte jeg til missionærerne på sprogskolen, 
da jeg pludselig følte mig tilskyndet til at bære vidnesbyrd 
om hver enkelt persons indre, personlige værdi. Jeg frem- 
hævede, at der ikke var grund til at sammenligne sig selv 
med nogen anden, at Herren kendte og elskede hver enkelt 
som et selvstændigt væsen og havde særlig vejledning og 
kraft til at hjælpe hver enkelt med at tage de næste skridt, 
osv. osv. Bagefter var der adskillige, som bad mig bære 
det samme vidnesbyrd igen og at give mere forklaring, 
næsten som om de desperat ønskede at tro det. En af dem 
synes næsten overvældet af lettelse og glæde. 
Jeg husker mange gange, hvordan jeg, efter at have belært 
om evangeliet til undersøgere i missionsmarken, til med- 
lemmer ved møder i kirken, til nogen, som har søgt råd 
hos mig, eller til fremmede i et fly, har følt mig tilskyndet 
til at bære vidnesbyrd om Frelserens eksistens 
og kraft. Når jeg således har båret vidnesbyrd, har jeg følt 
mig som en kanal eller et rør, hvorigennem kærlighed og 
kraft strømmede. Selv om det forekom så rigtigt og nor- 
malt den gang, var jeg ofte bagefter forbløffet over den 
næsten mirakuløse indvirkning det har, når et menneske 
bærer vidnesbyrd over for et andet ved Åndens hjælp. An- 
dres vidnesbyrd haren lignende virkning på mig. 

14 



Hvoraf kommer det, at aflæggelse af vidnesbyrd haren så- 
dan magt og er så nødvendigt? Man kan tænke sig i det 
mindste tre årsager. For det første er aflæggelse af vid- 
nesbyrd den reneste form formenneskelig kommunikation. 
Den dybeste mening, den dybtfølte overbevisning i ens 
sjæl gives til et andet menneske ved hjælp af Helligånden 
som medium. ,, Derfor forstår den, der prædiker, og den, 
der hører, hinanden, og begge bliver opbygget og glæder 
sig med hinanden" (L&P 50:22). Herren ønsker, at hans 
børn skal høre og modtage guddommelige sandheder, så 
de kan leve ved dem og modtage mere. 
For det andet hjælper aflæggelsen af vidnesbyrd os til at 
føle os mindre ,, fremmed her". Utvivlsomt kendte vi, før 
vi kom hertil, mange evige sandheder, og „rene vidnes- 
byrd" gennemtrænger i tilstrækkelig grad sløret for at min- 
de os om vor førjordiske åndelige viden. Til en vis grad 
følervi os ,, hjemme". 

Præsident Joseph F. Smith forkyndte: ,, Enhver iøjnefal- 
dende sandhed, der kommer så stærkt til hjerte og sind 
hos et menneske, er blot en opvågnen af åndens erin- 
dring." Han spurgte derefter: „Kan vi kende til noget her, 
som vi ikke vidste, før vi kom her?" 

For det tredie, så hungrer mennesker efter et fast holde- 
punkt i universet; noget, de helt og fuldt kan tro på og 
stole på. Måske er dette mere rigtigt end nogen sinde før, 
fordi næsten alting her i verden forandrer sig, blandt andet 
selv forandringernes hastighed. Men også den øges be- 
standigt. Der må findes noget uforanderligt, som er sandt! 
Ellers er vi tilbøjelige til at ty til forsvar som forudfattethed 



og kynisme for at holde os usårbare overfor alle de ube- 
standige kræfter, der spiller om vor tilværelse. 
Et ægte vidnesbyrd danner i sig selv en rustning og gør 
sådanne forsvar unødvendige (studér L&P 27:15-18) og, 
når et vidnesbyrd først er født, kan det opretholde håbet 
på det område hos de lyttende om, at der findes noget, 
som er evigt. 

Hvordan skulle vi bære vort vidnesbyrd? 
Der er sandsynligvis lige så mange svar på det spørgsmål 
som der er mennesker. Men der findes nogle grundlæg- 
gende idéer, som kan have almengyldig værdi. Tænk over 
disse ti retningslinier: 

1 . Bær vidnesbyrd ved og gennem Ånden. Det rette tid- 
spunkt er ofte altafgørende. Ved at dyrke den Åndens gave, 
der kaldes dømmekraft, ved at bede specielt om vidnesbyr- 
dets ånd og ved at være åben og modtagelig, vil vi komme 
til at vide, hvornår og hvordan vi bør bære vidnesbyrd. 
Det er upassende, ja, ødelæggende at bære vidnesbyrd, 
når Ånden ikke er til stede, når der ikke føles kærlighed, 
når det, som vi har forkyndt, har været svagt og forvirren- 
de, og når vore personlige forhold tydeligvis ikke svarer til 
vore ord. 

„Og Ånden skal gives jer ved troens bøn, og dersom I ikke 
modtager, skal I ikke undervise" (L&P 42:14). 
Selv om et vidnesbyrd absolut indebærer følelser, så er 
det mere end følelser, og det er nødvendigt at vi vogter os 
for upassende og overdrevne udtryk for følelser, der kan 
være egocentriske og uægte. Et vidnesbyrd bekræfter og 
sætter prik over vore belæringer. Det udgør ikke nogen 
erstatning for dem. 

Vi bør heller ikke overdrive det formelle vidnesbyrd ved 
at sige: „Jeg ved", „Jeg ved", hvert andet øjeblik. Også 
det kan efterhånden miste sin virkning. 
Vi bærer vort vidnesbyrd uformelt med den naturlige stem- 
meføring, som vi bruger, når vi forklarer evangeliske prin- 
cipper og med den grad af respekt, som vi viser andre 
(tænk på Johs. 13:34-35). 

2. Bær vidnesbyrd, når du føler stor kærlighed. Ja, det 
er i sig selv en form for vidnesbyrd at vise kærlighed, når 
man belærer om evangeliske sandheder. Det er ofte umu- 
ligt for folk at modtage mere lys og sandhed, medmindre 
de fornemmer en kærlig interesse fra vor side på forskel- 
lige måder, også når det gælder om at undervise dem og 
bære vidnesbyrd for dem, at bede med dem og opmuntre 
dem, at forsikre dem, understrege for dem og forstå dem, 
at ledsage dem og ofre sig for dem. Mange forældre, 
lærere og medlemsmissionærer, som gør de første ting, 
men ikke de sidste, ville blive forbavsede hvis de kendte 
kraften og magten i alle ting tilsammen. 
Retfærdig brug af myndighed sker gennem karakteregen- 
skaber og ikke på grund af stillingen. Et vidnesbyrd fra 
et bemyndiget menneske, som bruger overtalelse, ven- 
lighed, blidhed, uskrømtet kærlighed, osv., er mange 
gange mere magtfuldt og indflydelsesrigt end et vid- 
nesbyrd fra én, som mangler indvendig styrke og låner den 
fra sin stilling. Efter min mening kan præsident Kimball 
„være frimodig og direkte" i sine udtryk og vidnesbyrd 



først og fremmest, fordi hans kærlighed og ydmyghed er 
så tydelig for alle. 

3. Bær vidnesbyrd for folk, ikke mod dem. Formålet er at 
opmuntre dem, ikke at fordømme dem. Selv i de tilfælde, 
vi kender fra skrifterne, hvor vidnesbyrd blev båret *imod 
folks sjæle, var det endelige formål at kalde (ryste) til om- 
vendelse og velsigne, ikke fordømme. 

4. Bær lejlighedsvis vidnesbyrd, efter Åndens tilskyndelse, 
om det andet menneskes herkomst og værdi og om han 
eller hendes evner til, med Guds hjælp, at acceptere og 
adlyde den givne sandhed, og også om magten eller fri- 
heden til at vælge at ville adlyde. Som missionspræsident 
skrev jeg et brev til hver nyomvendt og bad om et brev fra 
vedkommende, hvori de pågældende kunne fortælle om 
omvendelsesprocessen, bl.a. også de problemer og den 
modstand, som de mødte. Omkring halvdelen of svarene 
antydede, at lige fra begyndelsen havde de aldrig tvivlet 
på budskabets sandhed. De tvivlede på sig selv. De be- 
tvivlede deres eget værd eller deres evne til at efterleve 
sandheden. 

Men når mennesker bliver klar over deres himmelske her- 
komst, over deres guddommelige muligheder og over 
deres frihed eller magt til at vælge hvad de vil svare i 
en hvilken som helst situation, åbnes og frigøres noget 
betydningsfuldt i dem, som gør dem stærkere. 
Når vi vidner om et andet menneskes virkelige identitet og 
værd, får den pågældende håb og mod. 

5. Bær vidnesbyrd i henhold til inspiration. Vidnesbyrd 
kommerfra Helligånden. De kommertil én, som er åben og 
søger, og som prøver at være trofast over for den sand- 
hed, han allerede har. Ellers har mange mennesker den 
kulturelle opfattelse, at vejen til sandhed er intellektuel, 
hvilket til en vis grad er rigtigt men så sandelig ikke den 
vigtigste. Folk vil komme til at kende sandheden i samme 
grad som de er ærlige over for den sandhed, de allerede 
har. For at finde sandheden må vi begynde med at være 
ærlige. Jeg husker mange gange at have undervist men- 
nesker, som hævdede at tvivle på Joseph Smiths historie. 
De havde virkelige problemer med tobak og kaffe (eller 
andre problemer som Ånden vidnede om), og vi fortalte 
dem altid, at hvis de ville efterleve visdomsordet, ville de 
modtage skjulte skatte af kundskab, dermed også et vid- 
nesbyrd om Joseph Smiths profetiske kaldelse. ,,l får intet 
vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet" (Ether 12:6). 
Mange erkendte straks det virkelige problem og overvandt 
senere den pågældende vane og oplevede opfyldelse af 
løftet. 

6. Fortæl det lejlighedsvis til andre, når du føler Ånden, 
og du mærker, at de også føler den. Ellers får mange for- 
kerte idéer om, hvad der kan forventes, og bliver ved at 
være på udkig efter noget mere dramatisk og mystisk, 
mens de „ser forbi målet" og tilsidesætter den stille, 
sagte stemmes sødme, harmoni og rolige overbevisende 
fred. 

„Min ven, den samme søde, fredfyldte ånd, som både du 
og jeg føler lige nu, er den samme ånd, du vil føle, når du 
med bøn i hjertet overvejer om Mormons Bog er sand eller 
ikke." 

15 



7. ..Lær at stoppe op, når du bærer vidnesbyrd, for at 
give den anden tid til at tænke og føle. Jeg husker, hvor- 
dan jeg betragtede ældste Boyd K. Packer oplære sine 
missionærer i New England i at sætte tempoet ned, 
når de gennemgik deres lektier for vordende medlemmer, 
og især at standse op, når de gav deres vidnesbyrd for 
at give Ånden lejlighed til at udføre sit uovertrufne om- 
vendelsesmirakel. „Vær rolig. Tro. Se dem ind i øjnene. 
Og bær så dit vidnesbyrd." 

„Vær stille og vid, at jeg er Gud" (L&P 101 :16). 

8. Benyt bevidnende ord og udtryk, som kan forstås af 
dem, der tales til. Alt for mange kommunikationsvanske- 
ligheder skabes ganske unødvendigt ved almindeligt kirke- 
sprog, som ikke-medlemmer ikke forstår. (For eksempel er 
ord som „vidnesbyrd", „nadver", „præstedømme" 
„familiehjemmeaften", „ward", „gren", „stave", „tien- 
de" og mange flere, udtryk, som let kan misforstås eller 
slet ikke forstås.) Ligesom vi ikke burde betænke os på at 
lære et andet sprog, burde vi ikke, når vi kommunikerer, 
betænke os på at holde os inden for det sprogbrug, som 
andre benytter. 

Herren selv er det fuldkomne eksempel på dette. Det er 
hans profeter også. Nephi sagde: „Thi min sjæl finder be- 
hag i klarhed, thi på denne måde virker Gud Herren blandt 
menneskenes børn. Thi Gud Herren oplyser forstanden, 
og han taler til mennesker i deres eget sprog og til deres 
forstand" (2 Nephi 31 :3). 

9. Bered dig til at bære vidnesbyrd. Bed specielt om vid- 
nesbyrdets ånd. Bed om mod til at give det udtryk. Ydmyg 
dig i faste og omvendelse. Det er værd at tænke over, at 
det månedlige vidnesbyrdsmøde kommer lige efter faste 



og fornyelse af vore pagter. Et vidnesbyrd til et sådant 
møde er også mere end at give udtryk for taknemmelighed, 
så smukt og rigtigt taknemmelighed end kan være. Det 
omfatter bl.a. også at man udtrykker sin overbevisning, 
erklærer sin stilling, giver udtryk for sin sjæls dybeste 
overbevisning, født af Ånden, om, at Jesus Kristus er 
Guds Søn, at Joseph Smith og hans efterfølgere virkelig 
var kaldede til at være profeter, og at kirken ledes af Jesus 
Kristus. 

Den måde vi lever på er vort tydeligste vidnesbyrd, specielt 
når vi er under pres og trusler og all igevel lever retskaffent. 
Over et stykke tid afspejler det, hvad vi virkelig tror. Hvis 
vore handlinger er i harmoni med den tro, vi giver udtryk 
for, vil Herren benytte os og bære vidnesbyrd gennem os 
på en eller anden måde til enhver, vi træffer. 
10. Bær vidnesbyrd. Bær ofte vidnesbyrd. Månedligt. 
Ugentligt. Dagligt. Både formelt og uformelt. Som en 
muskel vil vores evne til at bære vidnesbyrd vokse gennem 
oprigtig anvendelse. Relativt få af vor himmelske Faders 
børn har et vidnesbyrd om disse kostelige sandheder og 
kræfter, som alene kan helbrede enkeltpersoner og fami- 
lier og endog nationer. Hvis den gennemtrængende ind- 
flydelse af disse få gøres svagere på grund af urenhed eller 
menneskelig frygt, hvordan kan Herren så udføre sit betyd- 
ningsfulde arbejde? „Hvis saltet mister sin kraft, hvormed 
skal så jorden saltes?" (Se Matt. 5:13) „Men i nogle har 
jeg ikke behag, thi de vil ikke oplade deres mund; men af 
frygt for mennesker skjuler de det talent, som jeg har givet 
dem. Ve sådanne, thi min vrede er blusset op imod dem. 
Og dersom de ikke er mere trofaste imod mig, skal det, 
som de har, tages fra dem." (L&P 60: 2-3). 



THAILAND: 

Lille gren sætter sit præg på missionærstyrken 

Grenen i Chiang Mai, der er på 70 medlemmer, og ligger 
i det nordlige Thailand, har for nylig sendt sit fjerde med- 
lem på mission indenfor 10 måneder. Grenen er nu ans- 
varlig for halvdelen af de lokale fuldtidsmissionærer fra 
Thailand Bangkok missionen. 

De tre ældster og den ene kvindelige missionær har alle 
haft lederstillinger i grenen, siger grenspræsidenten, 
Karun Manakan. 

De fire er allesammen udgået fra universitetet og tre af dem 
forlod lærerstillinger i Chiang Mai's højere skoler for at 
tage på deres mission. Søster Chanintorn Aksorntup tog 
på mission i oktober måned efter at have taget eksamen 
fra Chiang Mai's lærerseminarium. Hun blev efterfulgt af 
ældste Wisit Khanakham, der havde studeret ved og taget 
eksamen fra Bangkoks Ramkamhaeng universitet. 
Ældste Panu Phumipayap, også med eksamen fra lærer- 
seminariet, var den eneste, der rejste på mission, og 
ældste Damrong Pimmanpisut, som har eksamen fra 
Chiang Mai iniversitetet, blev den sidste af de fire. 



* 



Lære og Pagter, afsnit 4. 

Åbenbaring, givet gennem profeten Joseph Smith til fa- 
deren Joseph Smith sen. i februar 1829 i Harmony, Pen- 
sylvanien. — De nødvendige egenskaber for arbejdet i Her- 
rens vingård fremsættes. 

1 . Se, nu er et vidunderligt værk ved at komme frem blandt 
menneskenes børn. 

2. Se derfor til, o, I, der indtræder i Guds tjeneste, at I 
tjener ham af jeres hele hjerte, sjæl, sind og styrke, så 

* * I kan stå ulastelige for Gud på den yderste dag. 

3. Dersom I derfor ønsker at tjene Gud, da er I kaldet til 
arbejdet. 

4. Thi se, marken er allerede hvid til høsten, og se, den, 
der bruger seglen med hele sin styrke, samler et for- 
råd, så han ikke omkommer, men sikrer sin sjæl frelse. 

5. Og tro, håb, barmhjertighed og kærlighed og med øjet 
alene henvendt på Guds ære gør ham skikket til dette 
værk. 

6ø Kom tro, dyd, kundskab, mådehold, tålmodighed, bro- 
derlig kærlighed, gudsfrygt, gavmildhed, ydmyghed og 
flid i hu. 

7. Bed, så skal I få, bank på, så skal der lukkes op for jer. 
Amen. 



16 




Børnestjernen 





For omkring fire år siden flyttede familien Niedzwiedz 
ind i huset lige over for os. Jeg kom hurtigt til at ken- 
de familien godt, især deres datter Debbie, som blev 
min bedste veninde. 

En dag for omkring to år siden tog jeg Debbie med til 
primary. Og derefter gik hun med mig næsten hver 
uge. Ikke længe efter begyndte hendes mor at stille 
spørgsmål om kirken, når jeg var ovre at lege med 
Debbie. Somme tider gik Debbie og hendes familie 
med os i søndagsskole. For omkring to måneder si- 
den sagde Debbie pludselig, mens vi sad i vores pri- 
maryklasse: „Min far siger, at vi skal døbes denne 
måned." Jeg var lige ved at dåne af bare glæde. Fa- 
milien Niedzwiedz blev døbt og er nu medlemmer af 
kirken. 

Lori Lish 




Enhver kan 
missionere 



Hele livet havde Wade Holmstead haft vrøvl med sit 
helbred. Men han syntes at have fået evne til at lære 
og forstå som få elleve-årige. Da tiden kom, da han 
var færdig med primary, var han ivrig og godt forbe- 
redt — parat til at blive diakon og spejder. Vi snak- 
kede med ham, og da vi skulle til at gå, talte vi lidt om 
missionærarbejde og hans planer for fremtiden. Så 
kom jeg til at tænke på nogle af hans naboer, som 
var passive. Børnene gik ikke i primary, og den tid- 
ligere primary-præsidentinde havde fortalt mig, at 
man havde prøvet på forskellig måde, men uden held. 
Jeg spurgte Wade, om han ville være missionær og 
gøre sit bedste for at få disse børn til primary. Det 
indvilligede han i. 

Da primary næste uge skulle til at begynde, trådte 
disse børn ind i kirken. Jeg var forbløffet! Et mirakel! 
Bagefter så jeg Wade i forhallen, og jeg spurgte ham : 
„Hvordan fik du børnene til at komme? Jeg er så lyk- 
kelig." 

Han så lidt forbavset på mig og sagde: ,,Det var over- 
hovedet ikke svært, søster Haynie. Jeg huskede dem 
bare på det. De behøvede kun at blive mindet om det." 
Karla Haynie, primary-præsidentinde 

Her er ni ting, du kan gøre for at blive en bedre 
missionær: 

1. Vælg en ven, som ikke er medlem, fra skolen 
eller nabolaget. 

2. Invitér denne ven hjem, så I kan lære hinanden 
bedre at kende. 

3. Invitér din ven med til primary, søndagsskolen 

eller til nadvermøde. 

4. Præsentér dine forældre for denne ven. 

5. Bed din mor invitere din vens mor til hjælpefor- 
eningen. 

6. Giv din ven en af kirkens bøger eller et abonne- 
ment på Stjernen. (forsættes side 22) 

17 




Fra ven til ven 




AF WILLIAM R. BRADFORD, 
De halvfjerds første Kvorum 




Emne: Omvendelse 



For ikke så længe siden kikkede 
jeg ud af vinduet i missionshjem- 
met i Santiago i Chile. Der kunne 
jeg se det store valnøddetræ bag 
huset med en stor bunke skidt un- 
der. Og midt i al skidtet legede to 
smådrenge. Det havde lige regnet 
og begge drenge var oversmurt 
med mudder. Det var et ubeskrive- 
ligt syn. Da de så mig kikke pådem 
gennem vinduet, brød de ud i store, 
hjertelige smil, og så gik det op for 
mig, at det var min søn Chris og 
hansven David. Chris' ansigt var så 
fuldt af mudder, at da han smilede, 
kom hans tænder frem som seks 

18 



små mandler ovennpå en chocola- 
dekage. 

Lidt senere var det tid at komme 
ind, og David var gået hjem, så jeg 
sendte Chris ovenpå for at få et 
bad. Vi spøgede med, hvordan det 
nok ville tage tre badekar fulde af 
vand at gøre ham ren. Det første 
måtte skovles ud som det rene 
skidt, det andet tømmes ud med 
en spand som flydende mudder, 
og måske ville det sidste kunne 
løbe ud genem løbet. 
Efter at Chris havde ligget i blød 
nogle minutter, gik jeg ind for at 
hjælpe ham at blive rigtig ren, og 



vi fik en alvorlig samtale, som jeg 
håber, han aldrig vil glemme. 
Vi hjalp hinanden med at få den 
ene hånd skrubbet ren og sammen- 
lignede den så med den anden, der 
stadig var snavset. ,, Minsandten, 
far," sagde han, ,,det er vel nok 
dejligt at have rene hænder." Jeg 
forklarede, hvor rigtigt det var, og 
sagde: „Jeg vil gerne have, at du 
skal vide, at det ikke er snavs fra 
jorden, der gør folks hænder rigtigt 
snavsede. Hvis en dreng stjæler, 
hvis han er ond over for sine ven- 
ner og slår dem med vilje, hvis han 
fortæller sine forældre, at han vil 




gøre noget og så ikke gør det, eller 
hvis han er uartig og ulydig på 
andre måder, så bliver han virkelig 
,, snavset" — den slags som man 
ikke kan vaske af med vand og sæ- 
be. Det er en slags snavs, som ikke 
kan vaskes af, og selv om andre 
ikke altid kan se det, så ved man 
med sig selv inderst inde, at man 
ikke er ren." 

Jeg vil gerne have, at alle mine kæ- 
re, unge venner skal vide, at der 
findes forskellige slags snavs. En 
slags, som man får på hænderne 
ved at arbejde og lege. Den slags 
kan man vaske af. Den anden slags 



,, snavs" kommer af at gøre slemme 
ting, som man også kan kalde syn- 
der, som synes at plette éns hjerte, 
men som kan blive „vasket" bort, 
når man omvender sig. 
Først må du gøre alt, hvad du kan, 
for at rette det forkerte, du har 
gjort. Bed derefter din himmelske 
Fader og andre tilgive dig, så dit 
hjerte og dine hænder bliver 
,, skrubbet rene" for snavset fra det 
forkerte, du har gjort. 
Frelseren sagde: ,, ... lad jer 
ikke indvikle i synd, men hold jeres 
hænder rene, til Herren kommer" 
(L&P 88:86). Han sagde også til 



dem, der havde omvendt sig og le- 
vede et godt liv: ,,Se, jeres synder 
er tilgivet jer, I er rene for mig, løft 
derfor jeres hoveder og fryd jer" 
(L&P 110:5). 

Jeg håber, at I ofte vil få jeres hæn- 
der snavsede af hårdt arbejde og 
leg, men jeg håber også, at I gen- 
nem hele jeres liv kun vil have den 
slags snavs at komme af med, og 
ikke den slags, som pletter jeres 
hjerte gennem synd og ulydighed. 
Og jeg vil gerne have, at Chris og 
alle andre børn vil forstå og huske, 
at skulle I snuble og falde i synd, 
så kan I blive vasket rene gennem 

Hvor dejligt er det ikke at have rene 
hænder og et rent hjerte! 

19 



Illustreret af Parry Merkley. 



leg vil være missionær 





TI 


c O 


■< 


9- = 


.— t- 


o 


O 


3 3 

03 CD 


CD 

3 


P- 3 

to 

fi) 




<n 




o. 




CD 




(D 




*+ 




w 




7T 



to 







il io Li ur\ liui i . iivci opinci vroiyci cm r\iic»|j 

og spiller med den. Klip cirklen ud og læg 
den på en tallerken. Vælg en anden knap, 
som skal bruges til at kaste hen på cirklen. 
Men spillet spilles ved at skiftes til at kaste 
knappen hen på cirklen på tallerkenen og 



i ijruc oa inanyc \j lauoci , oui 11 ucil aiiyiVGI, 

og følg instruktionen på den plads du lan- 
der og stands nu og vent på din næste tur. 
Vinder er den, der først kommer til plad- 
sen: ,, Du er missionær". 





CD> 

3 



CD 

3 



CD = 

"O = 

(Q » 

CD CD 

"■o 

o o 
o 3 

? 5 



CD 

3 




Du fremsagde en 
trosartikel udenad. 

Flyt to frem. 



7. Lad medlemmer af din familie bære vidnesbyrd 
for denne ven (og familie, hvis de vil komme) under 
en familiehjemmeaften, som de er blevet inviteret 
til. 

8. Sprøg om de er interesseret i at lære mere om 
kirken. 

9. Hvis de er interesseret, så giv dem en Mormons 
Bog og nogle brochurer, og fortæl din wards- eller 
grensleder om deres interesse. 

Natalie Neal, 11 år. 





Enhver kan missionere. Jeg vil gerne fortælle jer om 
en oplevelse, jeg havde. En dag så min spillelærerin- 
de, lige før min time skulle begynde, at jeg talte med 
nogle SDH-missionærer. Da timen var forbi, tilbød 
hun mig et glas saftevand, og så spurgte hun mig, 
om jeg kendte ældsterne. Jeg fortalte hende, at jeg 
var mormon. 

Hun fortalte, at ældsterne havde ringet på hos hende 
for nogen tid siden, men at hun ikke havde ladet dem 
komme ind. Hun spurgte mig, om vi troede på Jesus. 
Det fortalte jeg hende, at vi gjorde, og jeg fortalte 
hende om vores første trosartikel. Jeg fortalte også 
om Joseph Smith, og om, hvordan han så Jesus og 
vor himmelske Fader i den hellige lund, og blev kir- 
kens første profet. 

Til at begynde med var jeg lidt nervøs over, at jeg tog 
så meget af hendes tid for at tale om kirken, men hun 
var virkelig interesseret og stillede mig en mængde 
spørgsmål. Siden da har vi talt om kirken næsten 
hver gang, jeg fik klaverundervisning. Sidste gang 
fortalte jeg hende om visdomsordet. Hun sagde, at 
hun syntes, det var en meget god regel, og at den 
ville holde vore legemer sunde. 
Det har gjort mig godt at fortælle min spillelærerinde 
om evangeliet. Hun er en meget flink dame, og jeg 
håber, hun en dag vil blive medlem af kirken. 

Billy Brim 



' - *■ _ " ^. o 

*. - 



K) 



Missionærdagbogen samles ved at tage sider- 
ne ud af bladet. Klip bladet midt over (vandret). 
Anbring titelsiden oven på nederste halvdel. 
Fold langs den stiplede, lodrette linie. Og sæt 
eventuelt en hæfteklamme i. Nu er du parat til 
at påbegynde din missionærdagbog. 




22 



„Ethvert medlem en missionær 




„Hvor liflige er fodtrin af dem, som 
bringer glædesbud" Rom. 10:15 





Hvis min ven viser interesse, vil jeg: 

1. bede 

2. invitere ham/ hende hjem og til 
aktiviteter, som er morsomme 

3. tage min ven med til møder i kirken 

4. fortælle min ven, hvordan jeg føler for 
kirken 

5. fortælle min far eller hjemmelærerne, 
at min vens familie, måske vil være 
interesseret i, at missionærerne 

besøger dem. 

Andet, som jeg kan gøre: 




Hvad jeg kan gøre for at bringe min ven 
ind i fællesskabet 




Jeg vil tænke på hver eneste af mine 
venner. Så vil jeg bestemme mig til en, 
som jeg vil være missionær over for. Jeg 
vil bede min himmelske fader fortælle mig, 
om det er det rigtige valg. Hvis jeg får en 
positiv følelse, vil jeg fortsætte med at 
arbejde med den ven. Hvis jeg får den 
følelse, at mit valg ikke var rigtigt, vil jeg 
vælge en anden ven. 

Den ven, jeg valgte, er: 



1. Indbyde min ven til middag for at 
opleve familiebøn, mens vi sidder 
omkring bordet. 

2. Invitere min ven til fester og særlige 
programmer i wardet. 

3. Tage min ven med til en familiehjemme- 
aften. 

4. Tage min ven med på en familieudflugt. 

5. Invitere min ven med i primary og 
søndagsskolen. 



23 




Resultater af 
„mit arbejdes frugter" 





Navn 



Rapport om hvad jeg gør: 



24 






Nogle af mine venner, som jeg gerne 
vil dele evangeliet med: 



1. 

2. 

3. 

4. 

5. 

6. 

7. 

8. 

9. 
10. 
11. 
12. 



En hel nation, 
gennem én mand 

AF ÆLDSTE EMILIO O. VERGELLI 



Argentina Buenos Aires South Mission 
For omkring fyrretyve år siden belærte to unge mis- 
sionærer i en by nær ved Cordoba i Argentina en kvinde 
med fem børn om evangeliet. Familiens økonomiske for- 
hold var ikke særlig gode, men Herren hjalp denne kvinde, 
og hun var i stand til at sørge for sine børn. Den yngste 
af hendes sønner lyttede opmærksomt til, hvad mis- 
sionærerne sagde, og ordene indprentedes i hans hjerte. 
Barnet voksede op, og hans vidnesbyrd voksede med ham. 
Senere stiftede han et hjem sammen med en dydig kvin- 
de, fik børn og stillinger i kirken — virkede som biskop 
for et ward og er nu medlem af stavshøjrådet dér, hvor 
han bor. Et af hans største ønsker var, at hans sønner 
kunne blive missionærer og forkynde de evige sandheder 
til dem, som ville modtagedem. 

Mange af hans ønsker blev opfyldt. Den mand, som jeg 
taler om, er min far, og jeg er nu i gang med en fuld- 
tids-mission. De, som læser dette, vil sandsynligvis 
undre sig over, hvorfor jeg skriver denne historie. Jeg vil 
gerne forklare det. 

For omtrent to måneder siden var min kammerat og jeg 
ude med traktater i byen Tandil. Vi var lige ved at tage hjem 
efter en dags arbejde, da vi følte os tilskyndet til igen at 
banke på de døre, hvor der tidligere ikke havde været 
nogen hjemme. Da vi bankede på et sted, kom en dame 
til syne. Da hun så os sagde hun, uden at give os tid til 
at præsentere os: ,,l er mormonerne, ikke sandt? Endelig 
er I kommet. Jeg har ventet næsten et år." 
Til vor forbavselse fortalte hun os, at hun havde skrevet 
til en bestemt adresse (som vi forklarede hende var forkert) 
og bedt om, at missionærer måtte blive sendt til hende, 
men hun havde ikke fået noget svar. Hun forklarede, at hun 
ikke boede der, hvor vi fandt hende, men kun var på be- 
søg, og at hun gerne ville vide mere om kirken, hvis vi var 
villige til at komme til hendes hjem. Vi traf en aftale med 
hende om et besøg og tog derefter afsked. 
En kold forårsmorgen kørte vi på cyklen til den adresse, 
kvinden havde givet os. Da vi ankom, ventede fru Garcia og 
hendes tre børn på os. Vi sagde goddag og gik ind i det 
beskedne hus for at begynde at undervise dem i den første 
lektie. Værelset var stort og en smule koldt, men dér, foran 
os, lyttede kvinden og hendes tre små børn ivrigt til os. 
Måske var vores præsentation ikke særlig fremragende, 
men Herren velsignede os med sin Ånd. 
Efter at have givet den lektie, tog vi afsked. Og da min 
kammerat og jeg satte kursen mod vort værelse, følte vi, 
at denne familie var parat til at modtage evangeliet. 
Da vi kom tilbage den næste uge, fortalte fru Garcia, at 



hendes ældste søn, Alberto, som var ti år gammel, havde 
sagt til hende, at han ville være missionær. Min kammerat 
og jeg så på drengen, og vi kunne føle, at vor Frelser havde 
anbragt disse udvalgte mennesker i vores varetægt for med 
dem at dele den evige skat, vi havde. Under den tredie 
lektie og under Herrens Ånds indflydelse, indbød min 
kammerat til dåb. Med tårer i øjnene og trykkende sin 
ældste søns hånd, tog fru Garcia mod indbydelsen, idet 
hun sagde, at hun vidste, at det, som vi havde belært hen- 
de om, var fra Gud, og at dette var, hvad hun og hendes 
børn havde ventet på hele livet. 

Vi gjorde os færdige med lektien, og endelig oprandt den 
forventede dag, da søster Garcia og hendes søn Alberto 
blev døbt. Jeg havde det privilegium at foretage dåbshand- 
lingen. Aldrig har jeg følt så stor en glæde i mit hjerte, 
eller en sådan taknemmelighed over for Herren for mulig- 
heden til at arbejde i hans gerning. Da jeg tog lille Alberto 
og sænkede ham i dåbens vande, forestillede jeg mig, 
hvordan han ville se ud som en ung mand, der belærte 
andre om de evige sandheder, som han nu havde mod- 
taget. 

Senere den samme dag takkede jeg i mit soveværelses stil- 
hed min himmelske Fader for min bedstemors velsignelse, 
hun, som ligesom søster Garcia havde accepteret evange- 
liet. Jeg takkede ham for, at min far var forblevet trofast 
mod evangeliet og havde givet mig det privilegium at være 
født i kirken. Jeg takkede også min Herre for, at jeg kunne 
være en budbringer af hans ord på dette tidspunkt af mit 
liv. 

Jeg ved ikke, hvor mange andre mennesker, Herren vil tilla- 
de mig at undervise, men når jeg tænker på de mange 
hjerter, der venter på os, for at de kan acceptere vort bud- 
skab, fryder min sjæl sig på en måde, der er umulig at 
omsætte i ord. Jeg tænker også på dem, som den lille 
Alberto vil nå ud til, når han bliver missionær, og som vil 
blive omvendt ved hans vidnesbyrd og belæringer. De vil, 
når deres tur kommer, bære den gode nyhed, evangeliet, 
ud til andre. 

Og deres børn vil måske også, efter at de er blevet om- 
vendt, være missionærer. Og så kommer jeg til at tænke 
på, „om det er muligt at vide, hvor mange mennesker, 
der kan blive .omvendt' når man bare døber et enkelt men- 
neske?" 

En eller anden har sagt : ,,Vi kan tælle kernerne i et æble, 
men vi kan aldrig tælle de æbler, der kan komme gennem 
en enkelt kerne." Nu forstår jeg betydningen af disse kloge 
ord. 

Jeg ved, at det ansvar, der hviler på en missionærs skul- 
dre, er stort. Men jeg ved også, at der ikke findes større 
velsignelse i en ung sidste dages helligs liv end at vie to 
år af sit liv til Guds gerning og at se Herrens indflydelse 
lige foran sine øjne. Hvilket vidunderligt privilegium er det 
ikke at være i stand til at kalde mennesker til omvendel- 
se! 

Gennem én mand kan en hel nation blive omvendt; og gen- 
nem vores belæring af nogle få, kan vi aldrig være sikker 
på, hvor mange der vil blive i stand til at finde evangeliets 
frelsende ord. 

25 



Jeg erindrer, at da vi engang i Holland ved en distrikts- 
konference forklarede om ,, ethvert medlem en missionær", 
kom en søster med tårerne strømmende ned ad kinderne 
hen for at tale med mig. „Hvordan kan jeg blive mis- 
sionær?" snøftede hun. „Jeg ved ikke, hvordan man 
underviser undersøgerne." Vi havde ikke forklaret det ty- 
deligt nok, og hun havde ikke forstået, at alt, hvad hun 
skulle gøre, var at være et led mellem undersøgerne og 
missionærerne, der kunne bringe dem sammen. Ikke noget 
under, at hun var skræmt. 

Mon ikke mange andre har følt den samme angst? Herren 
ønsker ikke, at vi skal være skræmte. Han ønsker, at vi 
skal være glade og lykkelige og dele vor egen lykke med 
andre. Missionærånden er Herrens Ånd ; så enkelt er det. 
Jeg har talt med mange oprigtige mennesker, som ikke 
ved, hvordan man udfører missionærarbejde, men gerne 
ville det. Hvordan kan vi have missionærånden? Jeg 
mener, at det kræver fire skridt : 

1. Bliv selv omvendt til evangeliet. Vi kan ikke „styrke" 
vore brødre, med mindre vi opfylder Herrens befaling om 
først selv at blive omvendt. (Se Lukas 22:32) Det indebærer 
den samme prøve som for undersøgere: studium, bøn og 
at komme i kirken for at deltage i ånden dér. 

2. Når vi har et vidnesbyrd, er det næste skridt at være ly- 
dige over for kirkens bud. Herren kan ikke give missionær- 
ånden til nogen, som er ulydig. Det betyder ikke, at vi må 
være perfekte — det betyder det grundlæggende i at være 
værdig til at have en tempelanbefaling. Folk har fortalt 
mig, at de har forladt møder, hvori de er blevet opfordret 
til at udføre missionærarbejde, fordi de inden i sig har 
følt: „Jeg kan ikke være missionær og bære vidnesbyrd 
forandre, for jeg er ikke ærlig over for mig selv. Jeg ryger." 
— eller det kan være, at de ikke betaler tiende eller er uven- 
lige overfor familiemedlemmer. 

3. Vi må hver eneste dag bede om at få ånden i missionær- 
arbejdet. Det kan jeg ikke fremhæve stærkt nok, for jeg 
ved, at det er umuligt at opnå et vidnesbyrd om missio- 



nærarbejdet, hvis vi ikke bederom det; det er også umuligt 
at udføre missionærarbejde uden Åndens hjælp. 
4. Derpå må vi lytte efter dømmekraft-ånden i vor daglige 
gerning ; og den vil hviske til os, hvem vi bør tale med; for- 
tælle os, hvad slags menneske han er, og om, hvordan vi 
skal gribe det an. Jeg har måttet rejse en hel del i min 
virksomhed og også nu for kirken, så jeg har udarbejdet 
en filosofi for „lige-på-stedet-belæring". Denne frem- 
gangsmåde gælder, når man står i kø på posthuset, ved 
stoppestedet, på apoteket. Familie-venskabsprogrammet 
gør en anden fremgangsmåde mulig, fordi vi dér har lang 
tid til at udvikle et mere dybtgående forhold til andre — 
men „lige-på-stedet-belæring" er en måde at være mis- 
sionær på over for fuldstændigt fremmede. 

Vi har fundet ud af, at der findes „mange mennesker, 
mange sind", og at vi, for at nå ud til hver enkelt på 
effektiv måde, må vide, hvad slags menneske den pågæl- 
dende er — hvilket sind han har. Da Helligånden allerede 
ved det, bærer jeg vidnesbyrd om, at den bedste måde at 
finde ud af, hvordan man skal henvende sig til hver enkelt 
er, at bede om hjælp og omhyggeligt at lytte. Her er nogle 
af de måder at tale om evangeliet på, som jeg har lært 
gennem erfaring : 

1. Det elskværdige menneske. Han er glad for at høre, at 
jeg er mormon. Han hører gerne udsendelserne med taber- 
nakelkoret; har gjort det i mange år. „Hvilken vidunderlig 
taler var Richard Evans ikke!" Og et par minutter efter 
smiler han venligt, undskylder sig og er væk. Hvordan skal 
man klare ham? Noget af det, som vi prøver at gøre, er 
at bære vidnesbyrd om de enestående omstændigheder, 
der har bragt os sammen, bære vidnesbyrd om, at Herren 
har et vigtigt budskab til ham om kirken, og så få hans 
navn og adresse til missionærerne. Vi har ikke ansvaret for 
at undervise ham, kun at være det led, der giver ham for- 
bindelse med missionærerne. 

2. Det animerede, meget talende menneske. Han er 



Missionærånden 



AF ÆLDSTE JACOB DE JAGER 



26 




så glad og villig til at tale med dig, at han vil diskutere 
snart sagt hvad som helst — familie, hobby'er, forretning, 
osv. — og er meget vanskelig at holde fast ved et enkelt 
emne ret længe ad gangen. Hvad skal man gøre? Herrens 
Ånd vil for dig udpege de steder, hvor det, han siger, vil 
lede til en evangelisk diskussion, især hvis det er noget, 
som han haren bestemt mening om. Jeg kan huske en 
mand tale om betydningen af at bruge tid til sine børn, 
mens de endnu er små. Jeg sagde: ,, Det er fantastisk! Det 
er nøjagtigt, hvad vi lærer i vores kirke," og fortalte ham så 
om familiehjemmeaften-programmet. 

3. Det urolige menneske. Han afbryder gang på gang — 
han siger, at han er interesserete, og derefter at han ikke 
er det. Han stiller spørgsmål om kontroversielle emner og 
vil gerne vide, hvor du, som mormon står. Mange men- 
nesker bliver grebet af panik, fordi de ikke er parat til at 
besvare sådanne spørgsmål — men vi behøver ikke at be- 
svare dem. Vi modsvarer hans urolighed med at spørge 
ham, om missionærerne må besøge ham for at forklare, 
hvad vi mener om livets formål, som et svar på hans 
spørgsmål. 

4. En fjerde type mennesker, som vi ofte træffer, er det 
usikre menneske, som vakler mellem at være glad for din 
venlige henvendelse og bange for at forpligte sig til yder- 
ligere kontakt. Jeg har opdaget, at hvis vi giver ham flere 
alternativer at vælge mellem, vil han blive grebet af panik. 
En fremgangsmåde, som jeg har prøvet med held, er meget 
bestemt at bære vidnesbyrd om, at missionærarbejdet er 
en del af vor himmelske Faders plan om frelse for alle 
sine børn, forsikre ham om, at han ikke behøver at træffe 
nogen øjeblikkelig afgørelse med hensyn til at acceptere 
budskabet, og indbyde ham til at lære mere fra mis- 
sionærerne. 

5. En femte type mennesker, som vi ofte træffer, er den 
bevidst overvejende, som ønsker yderligere forklaringer, 
før han kommer frem med sin egen mening. Ofte ønsker 
han at vide, hvorfor vi fortæller ham om alt dette, og hvad 
vi får ud af det. Jeg har opdaget, at hvis man går lige til 
skrifterne, citerer vores yndlingsskriftsteder for ham og 
indbyder ham til at tænke alvorligt over dem, og hvad de 
betyder, vil hele hans opmærksomhed blive fanget. Den 
tanke at træffe missionærerne til en række diskussioner, 
tiltaler også hans personlighed. 

6. Det stilfærdigt reserverede menneskeeren smule ander- 
ledes. Han sidder med armene overkors uden at vise nogen 
følelser, han lytter bare. Jeg har erfaring for, at den slags 
mennesker ofte er mere interesserede end de forekom- 
mer, og hvis man viser dem respekt og samtidig lægger 
bånd på sig selv har man fundet den bedste kombination. 
Somme tider er vi så ivrige efter at tale om evangeliet, 
at vi taler mere, end vi burde. Min kone og jeg har væn- 
net os til at have en bøn i hjertet, stille et tankevækken- 
de spørgsmål om det evangeliske princip, vi taler om, og 
så vente på et svar. Hvis vi venter på, at den pågældende 
vil gøre os delagtige i noget, han mener, vil han være mere 
tilbøjelig til at have tillid til os. 

7. Det venlige menneske, som man ikke kan nå ind til. 
Det er et sådant menneske, jeg selv var. Jeg husker, at jeg 



sagde til missionærerne: „Jeg er ret så imponeret over, 
hvad I foretager jer. Jeg synes, det er vidunderligt — men 
jeg har ikke noget ønske om at gøre forandring. Jeg har 
godt arbejde, en bil, et hus, en dejlig kone og flinke børn. 
Jeg er fuldkommen lykkelig." Det de bad mig gøre, var, 
at tænke på dødens time, hvor jeg ville miste alt dette. 
I ved, det er en chokerende tanke. Jeg havde ikke skænket 
den megen opmærksomhed — og de fleste mennesker har 
ikke. Jeg var nødt til at indrømme, at der også fandtes 
andet. 

Jeg ønskede dog stadig ikke at opgive mine venner, og det 
som jeg mente var det gode i livet. Lykkeligvis havde Her- 
ren velsignet mig med en kammerat til at hjælpe mig med 
de vigtigste problemer. Hun havde et vidnesbyrd lige fra 
begyndelsen og ville ikke døbes uden mig. Det fik mig til 
virkelig at tænke over tingene, og hvad der var vigtigt for 
mig og for os begge to sammen. Og da jeg først begyndte 
at tænke ud over min løn og sikkerhed, vidste jeg, hvad 
jeg ønskede. 

8. En anden slags mennesker er den forudindtagne, som 
siger: ,,Nå, så De er mormon? Det ved jeg alt om. Poly- 
gami. De tvinger jer til at betale ti procent af jeres indtægt 
til kirken. I sender amerikanere herover for at prædike for 
os, fremfor at blive hjemme, hvor I har så mange proble- 
mer." Noget, som jeg har haft held med er på venl ig måde 
at spørge, hvorfra han har sine oplysninger og f.eks. at 
sige: „Som mormon er jeg noget bekymret over sådanne 
meninger; men jeg forstår det på grund af sådanne oplys- 
ninger. Kan missionærerne få lov til at besøge Dem og for- 
klare om kirken, så De kan danne Dem en bedre forståel- 
se af dens lære i en mere fuldstændig sammenhæng?" 

9. Det ivrige menneske. Han har bedt om at få sandheden, 
og vi har kun at vidne om, at vi har den. Han vil sædvanlig- 
vis være mere end villig til at modtage missionærerne. 
Naturligvis er den slags mennesker mere sjældne end de 
tidligere nævnte. 

Selvfølgelig sår vi ofte kun sæden; vi får måske 
aldrig i dette liv at vide, om den har spiret og båret frugt. 
Foreksempel var jeg fornylig på vej hjem fra en konferen- 
ce og fløj fra Baguio på Filippinerne tilbage til Manilla og 
blev opholdt på flyvepladsen. To franske damer, som ikke 
talte engelsk, var faret vild dér, så jeg gik hen til dem og 
spurgte: ,,Qu'est-ce que vous voulez? Quel est votre 
destination?" (Hvor skal De hen? Hvortil har De billet?) 
Bestemmelsesstedet var det samme som mit — Manilla — 
så vi snakkede sammen, mens vi ventede på flyet. De ville 
selvfølgelig vide, hvorfor jeg rejste i dette område af ver- 
den, så jeg forklarede dem om kirken — ikke om Det ce- 
lestiale Rige og englen Moroni, men om hvordan evan- 
geliet gjorde mig glad og lykkelig. Jeg gav dem mit visit- 
kort og indbød dem til at kontakte missionærerne, men 
kan ikke få at vide, hvad der kom ud af dette forsøg på 
at så en sæd. 

På en måde spiller det ingen rolle, og jeg behøver ikke 
at fadet at vide — min glæde kommer af at fortælle dem 
om evangeliet og at føle, at Herrens Ånd hjælper mig. Og 
den lykke og glæde er noget, som jeg kan mærke hver 
eneste dag, hvis jeg beder om det. 



27 



Missionærarbejde begynder 

derhjemme: Hvordan man kan 

hjælpe ikke-medlemmer 
i sin egen familie 



AF ERNEST EBERHARD, JR. 



Det synes, som om de af os i kirken, der har ægtefæller, 
der ikke er medlemmer af kirken, bliver ved med at komme 
tilbage til det samme grundlæggende spørgsmål: ,,Hvad 
kan jeg gøre for at få min mand (eller kone) interesseret 
i kirken?" Vi mener, at kunne vi blot få svaret — det „rig- 
tige" svar — herpå, villedet forandre hele vores tilværelse. 
Men først er vi nødt til at stille os selv et par spørgsmål. 
Et afgørende første spørgsmål er: ,, Hvorfor er min ægte- 
fælle ikke interesseret i den evangeliske livs-stil? Det 
spørgsmål er vigtigt, fordi succes'en af behandlingen af- 
hænger af diagnosens nøjagtighed. Diagnosen bør stilles 
tålmodigt, langsomt, fuldstændigt og med en bøn i hjertet. 
Tid er uvurderlig for opnåelse af perspektiv og indsigt. Hvis 
du har en betroet ven eller leder i kirken, kan du diskutere 
dine forsøg på at finde frem til din ægtefælles åndelige 
behov med ham. Under alle omstændigheder er du, efter 
betydelige overvejelser, og efter at Helligånden har be- 
kræftet nøjagtigheden af din vurdering, parat til at hjælpe 
din ægtefælle til bedre at forstå, hvad evangeliet kunne 
betyde i hans (ellers hendes) liv. 

Her er nogle andre spørgsmål, som du kan overveje: Vil 
kirken komme til at virke forstyrrende på hans fritidsliv? Er 
han bange for at miste sine venner? Har han vaner, som 
han ikke mener, han kan bryde? Har han dårlige erfaringer 
med nogle kirkemedlemmer? Ved han så lidt om kirkens 
lære eller kirkens gudstjenester, at han ville kede sig eller 
føle sig flov til et møde? Der er mange andre spørgsmål, 
som kunne stilles, men disse er en god begyndelse. Jeg 
fremhæver igen, du må afgøre, hvad der mangler og hvad 
der kan gøres for at skabe et åndeligt behov, et ønske om 
at komme ind i den evangeliske livsform. 
Når du helt klart har defineret din ægtefælles behov, så 
skriv dem ned, så du gennem bøn, meditation, læsning og 
rådgivning kan lægge en plan for handling. Det er blevet 
udtrykt på en god måde, at et mål, der ikke er blevet 
skrevet ned, sædvanligvis ender med bare at blive et 
ønske. Du må selv gøre din del. 

28 



„Men jeg sigerdig : Du må udtænke det i dit eget sind, og 
da må du adspørge mig, om det er rigtigt, og dersom det 
er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte brænder i dig, og 
derved skal du fornemme, at det er rigtigt" (L&P9:8). 
Og nu til din plan : I udførelsen af et hvilket som helst pro- 
gram, må man være tålmodig. Hvad du end gør, gør det 
gradvist, hvert lille skridt for sig. Pression af enhver slags 
bør holdes på et minimum. Personlighed og karaktermøn- 
stre i mennesker er så vedholdende, at du er nødt til at 
være tålmodig og benytte en gradvis fremgangsmåde. Jeg 
kan forsikre dig, at forsøg på hurtig fjernelse af sådanne 
faktorer, der blokerer forandringer, forårsager følelses- 
mæssige chockbølger, der skaber mere stress og forvir- 
ring, end de fleste mennesker vil kunne klare. 

De følelsesmæssige bånd, der binder folk sammen i ægte- 
skab, er meget stærke. Disse kærlighedsbånd trives i en 
atmosfære af respekt for og godtagelse af hinanden som 
værdige mennesker. Den ene ægtefælles bøn om at den 
anden foretager de personlige og karaktermæssige foran- 
dringer, som medlemskab af kirken måske kræver, kan 
forårsage at de trækker sig ind i en skal og føler sig uvær- 
dige. Frygt for at såre eller skade en ægtefæl le ved at bede 
ham eller hende foretage sådanne forandringerer en af de 
største hindringer for at omvende en ægtefælle til evan- 
geliet. Lad os se på en situation, der illustrerer en sådan 
reaktion. 

Henry McKay havde giftet sig ind i en familie, der var stolt 
over sin tjeneste for og loyalitet over for kirken. Hver gang 
Henry var sammen med sin kones familie, kunne han mær- 
ke, at de syntes, hun havde svigtet dem ved at gifte sig 
med et ikke-medlem. Som tiden gik, kom han mere og 
mere i forsvarsstilling. Han begyndte at holde sig væk fra 
traditionelle familiesammenkomster. Efterhånden begynd- 
te han at notere sig mangler og fejl hos medlemmerne 
af hans kones familie. Han lagde endog en vis afstand 
mellem sig og sin kone. 



Hun, der var en meget følsom og modtagelig pige, blev 
hurtigt klar over, hvad der var ved at ske. Hun elskede sin 
mand; han varen loyal og hengiven kammerat; og hun hav- 
de på fornemmelsen, at han en dag ville slutte sig til kir- 
ken og blive et stærkt medlem. En dag, da Henry var 
udenbys til et selskab, gik hun i aktion. Hun bragte situa- 
tionen op til diskussion med sin familie og bad dem accep- 
tere hendes mand som et ærligt menneske, et Guds barn, 
som ikke havde haft lejlighed til at lære om og deltage 
i den evangeliske plan. Hun foreslog, at de koncentrerede 
sig om de stærke sider ved hans personlighed og karakter. 
Familien indvilligede i at vise hjertelighed, accept og 
påskønnelse. 

Henrys reaktion var højst tilfredsstillende. Da han følte sig 
accepteret, begyndte han at synes bedre om sin kones 
familie og blev mere og mere inkorporeret i samvær med 
dens medlemmer. Til sidst refærdiggjorde han sin kones 
tillid til ham og blev et aktivt medlem af kirken. 
Evangeliske principper bliver lettest accepteret, når man 
præsenterer dem i en atmosfære af kærlighed og omsorg. 
Barmhjertighed — Kristi sande kærlighed — er den uni- 
verselle løsning på hærdede indstillinger og opfattelser. 
Sand kærlighed fremmer omsorg og respekt for andre i 
vores daglige aktiviteter og forhold til dem. Enhver an- 
strengelse bør gøres for at udstråle godt humør og tro 
på mandens og hustruens succes i ægteskabet. Hustruer 
og mænd bør gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe hinan- 
den at udfylde deres gudgivne roller. Komplimenter, op- 
muntrende ord, anerkendelse af fremskridt, også selv om 
det drejer sig om små ting, er altsammen værdifuld hjælp 
i opgaven at drage ægtefællerne nærmere sammen i deres 
religiøse syn på livet. Det er især vigtigt at hjælpe en far 
med at blive leder af familieråd, familiehjemmeaftener, 
rekreative og ferie-aktiviteter. Alle sådanne anstrengelser 
og tilpasninger fremmer kærlighed, åbenhjertighed og 
ønsket om en evig familie. 

Jeg kan ikke ofte nok tale om denne sandhed — indstilling 
og tro er baseret på, hvordan man føler med hensyn til 
livet. Hvis vi kan få folk til at fornemme, at vi føler med 
dem, er interesseret i deres velfærd og støtter dem i deres 
gode anstrengelser for at blive værdifulde mennesker, vil 
de i langt højere grad være tilbøjelige til at åbne deres hjer- 
ter for vores anstrengelser for at hjælpe dem til at forstå, 
hvordan evangeliet kan gøre deres tilværelse endnu lykke- 
ligere. 

Mens jeg var missionspræsident, spurgte jeg hundreder 
af nyomvendte, hvorfor de sluttede sig til kirken. Talløse 
gange var svaret: ,,Jo, der var en ven." Ikke-medlemmer 
accepterer i almindelighed evangeliet, fordi de er blevet 
accepteret af dem, der allerede har modtaget det. Folk 
bliver gerne omvendt til folk, før de bliver omvendt til prin- 
cipper. Som jeg tidligere har påpeget, må den første om- 
vendelsevære til ægtefællen. Derefter kommer behovet for 
en ny vennekreds blandt kirkens medlemmer. Indtil vi er- 
kender denne centrale sandhed om den menneskelige 
natur, vil vi komme ud for alvorlige vanskeligheder for 
vores indsats — folk finder det i høj grad vanskeligt at 
være uden en vennekreds. 



Din hjælp til at skabe en ny vennekreds bør udføres gradvis 
og på tomandshånd, i hvert fald i begyndelsen. Store grup- 
per og hele skarer vil måske gøre nogen ubehagelig til 
mode, så de prøver at undgå dem. Det er måske ikke til- 
fældet med din ægtefælle. Det må du selv vurdere. Ofte er 
de, som undgår at tage del i kirketjeneste mere sky end 
irreligiøse. Derfor bør introduktioner til nye mennesker ske 
gradvis. Små sammenkomster i hjemmet, i haven eller ud- 
flugter vil være bedst til at begynde med. Senere vil et 
menneske, som ikke er medlem, måske føle sig tilpas i en 
større, rekreativ aktivitet som f.eks. at hjælpe med ved et 
byggeprojekt elleret velfærdsprojekt eller en fest i hjælpe- 
foreningen eller præstedømmet. Særlige anstrengelser 
bør udfoldes for at medvirke til involvering i sports- eller 
rekreativ aktivitet, hvori ægtefællen allerede har absolut 
erfaring eller interesse. 

I mange situationer har børn muligvis en stærkere og mere 
dybtgående indflydelse på forældrene end nogen andre. 
For nogle år siden var jeg involveret i et forsøgsprogram i 
det sydlige Idaho. De deltagende elever lærte et par af 
missionærlektierne og præsenterede dem derpå for deres 
forældre i deres hjem. Nogle af disse børn havde passive 
eller ikke-medlems-forældre og ønskede, at deres forældre 
kunne blive aktive og beseglet i templet. Deres ønskers 
intensitet, når de gav disse lektier, smeltede simpelthen 
forældrenes hjerter, indtil deres interesse og ønske om 
at blive involveret i kirketjeneste og aktivitet fuldstændig 
var vækket. Præsidenten i den stav, hvor dette forsøgspro- 
gram blev gennemført, rapporterede, at det var mere effek- 
tivt en nogen af de programmer, der tidligere var benyttet 
til at aktivere medlemmer og skabe et ønske hos fædrene 
om at modtage eller blive forfremmet i præstedømmet. Et 
barn kan sandelig lede dem og bør have mulighed for at 
deltage i anstrengelserne for at bringe familiens ikke-med- 
lemmer ind i kirken. 

Et succesombrust firma havde denne sentens opslået i alle 
dets kontorer: ,,For at sælge John Brown, hvad John 
Brown køber, må du se tingene gennem John Browns 
øjne." Det opsummerer, hvad jeg har prøvet at foreslå som 
den mest produktive måde at hjælpe ikke-medlemmer til 
at blive interesseret i evangeliet. Ved denne fremgangs- 
måde undgår man den almindelige ego-konflikt, der så ofte 
dømmer indsatsen til fiasko, fordi folk helt naturligt fin- 
der det lettere at acceptere evangeliet og at blive en evig 
familie, når de elsker og har brug for hinanden nu. 

Denne kærlighed skaber et synligt behov og ønske om at 
have evangeliet i ens liv og er for en stor del svaret på an- 
modningen: ,, Hvordan kan jeg få min mand, hustru eller 
barn interesseret i at slutte sig til kirken?" 
Et kærligt, eksemplarisk og loyalt familieforhold er det 
bedste åndelige kompas, som leder os tilbage til vort 
himmelske hjem og vore forældre. Men husk gennem alt 
dette at elske og glæde dig over alt det gode i dit og din 
ægtefælles hjem. Tab aldrig alle de gode egenskaber og 
dyder, din ægtefælle har, af syne. De var årsag til din kær- 
lighed i begyndelsen af jeres forhold — og hvis du stadig 
nærer og glæder dig over dem vil den have den lykkeligste 
baggrund for enhver fremtidig udvikling. 



29 



„Kom, 
følg mig 55 



AF KATHRYN H. IPSEN 



Sita Mataele Lomu ønskede sig ikke noget mere, end at 
hun kunne opdrage sine femten børn i Tonga til at være 
stærke sidste dages hellige. Men hendes mand, Samiu, 
var ikke medlem, og han sagde ofte: ,,Du gå til for mange 
møder; du blive hjemme." Han forstod ikke den hjælp hun 
fik i alle disse møder, og den styrke hun hentede hos de 
andre deltagere. 

Sita havde sin egen køkkenhave og solgte ofte grøntsager 
derfra for at hjælpe på økonomien. Af sin lille indkomst 
betalte hun altid tiende. Hun lærte sine børn værdien af 
arbejde, værdien af at betale en ærlig tiende, og værdien 
af at overvære sine møder i kirken. 

,,Følg mig nu," kunne hun sige til dem. „En dag senere 
hen kan I følge jeres far." Men det var meget vanskeligt at 
bevare harmonien og freden i hjemmet, når Samiu ikke 
følte det samme for kirken som hun. ,, Mange gange græd 
jeg," sagde Sita. „Jeg vidste, at forholdene i hjemmet ikke 
var, som de burde være. Jeg trængte til hjælp." 
Sita var vokset op i en familie med elleve børn, og hendes 
forældre var trofaste sidste dages hellige. Da kirken i sin 
tid blev oprettet i hendes landsby, havde hendes bedste- 
far Mataele, tilbudt missionærerne sit hjem som mødesal, 
indtil én kunne bygges. Det blev brugt som sådan i mange 
år. Sita voksede op med et vidnesbyrd. 



Da Moses, hendes anden søn, blev kaldet til at arbejde som 
missionær i Tonga, havde han og Sita haft en lang sam- 
tale om hjemmet og hans fars følelser for religion. De be- 
stemte sig til at ville faste hver mandag og bede om, at 
Herren ville hjælpe Samiu til at forstå evangeliet. 
Somme tider, når Samiu om mandagen lagde mærke til, 
at Sita ikke spiste noget, sagde han: „Hvorfor spiser du 
ikke også noget?" Så plejede hun at sige til ham: „For- 
holdene herhjemme er ikke, som de burde være. Vi har 
brug for Herrens hjælp. Jeg faster og beder ham hjælpe 
os." 

Tiden gik, og en dag sagde Samiu efter mange overvejelser 
til Sita: „Jeg ved, at du altid betaler tiende af de penge, du 
indtjener. Du må også gerne betale af mine." Glad i hjertet 
betalte Sita derefter ikke bare sin egen tiende hver måned 
men også sin mands. 

I et helt år fastede Sita hver eneste mandag, og en dag for- 
talte Moses sin mor, at han ville tale med sin far om kirken 
samme aften. Og så talte Moses efter middagen med sin 
far i enrum og sagde: „Du ved nok, far, at jeg er missio- 
nær, og at jeg går rundt og prædiker for folk, men jeg 
synes, at jeg først gerne vil døbe dig, for du er min far. 
Derefter kan jeg belære andre." 

Tårer piblede frem i Samius øjne. „Mange, mange år har 
jeg siddet og tænkt på kirken, og jeg ved, at dette er sand- 
heden. Herren velsignede mig og din mor. Vi har mange 
børn, og I er allesammen stærke og sunde. Jeg er en lyk- 
kelig mand. Jeg vil gerne døbes." 

Der blev holdt en stor fest i Tonga den weekend, da Samiu 
Lomu blev døbt ind i kirken. Siden da er familien Lomu 
flyttet til Hawaii, hvor de ofte går i templet og er aktive i 
Kailua andet ward i Kanealie Hawaii stav. Nu siger Sita 
ofte til sine børn : „Følg jeres far. Han er en god mand." 



30 




Om at bringe 
venner med i 
kirken : Noget man 

må, og noget man 
ikke må 

AF SPENCER J. CONDIE 

Familien Schuhmacher var et godt, ungt par med to børn. 
Selvom hr. Schuhmacher havde en dybt indgroet vane med 
at ryge, så gjorde han hæderlige forsøg på at overvinde 
den, og han og hans kone havde udtrykt ønske om at få 
missionærlektierne. Da de havde fået et par af dem, ind- 
bød vi dem til at gå i kirke sammen med os. Det var faste- 
søndag. 

Vi tog dem med til søndagsskole og spurgte dem bagefter, 
hvad de syntes om det. Deres reaktion var begejstring. 
Næste skridt var så selvfølgelig at opmuntre dem til at 
blive til faste-og vidnesbyrdmødet. Efter nogen betænk- 
ning indvilligede dederi. Mødet var særdeles åndeligt men 
varede næsten to timer, og vi kunne se, at deres små børn 
blev meget rastløse. 

Efter mødet spurgte vi, hvad de syntes om vidnesbyrdmø- 
det. Nu var svaret knapt så entusiastisk; ja, det lød i virke- 
ligheden ret så koldt, da hr. Schuhmacher svarede: ,,Det er 
for meget kirke på én dag. Vi havde ikke regnet med at 
skulle være væk så længe. Efter ikke at have været i vores 
egen kirke i flere år, har dette kirkebesøg været for meget 
foros!" 

Vi var skuffede, da de ville foretrække at komme i kirke 
næste gang på deres eget initiativ. 

Der er mange sådanne mennesker i vore byer og nabolag. 
De er storartede mennesker, ja, ( de er Guds børn ( men 
mange af dem ved det endnu ikke. Mange af dem er op- 
draget i et hjem, hvorsabbatsdagen blev til at hvile ud eller 
besøg i biografer, til sportsaktiviteter og fodboldkampe. 
Søndag var dagen, hvor man lugede ukrudt i haven, malede 
huset, vaskede vogn og nød et par bajere, mens man så en 
fodboldkamp i fjernsynet. 

Hvordan kan vi da nå ud til disse Schuhmachere i vores 
grene og ward? For det første må vi vænne os til at se på 
situationen med deres øjne. Hvis vi pludselig inviterer dem 
i kirke uden betydelig forberedelse, vil de føle sig ubeha- 
geligt tilpas i ligeså høj grad, som vi ville, hvis vi efterkom 
en invitation til at tage med på en søndagsudflugt med 
dem. Vi må begynde at arbejde med dem dér, hvor de 
befinder sig og ikke, hvor vi ville ønske, de var. 
Og selvfølgelig bør alle vore anstrengelser begrundes af 
vores kærlighed til og venskab med dem. 



Linie på linie 

For nogle år siden gav bror Ernest Eberhard, jr. os en 
række fortrinlige forslag til, hvordan man kan dele evan- 
geliet med sine naboer. (Den danske Stjerne, februar 
1975, s. 8 ff.) Nogle af de første skridt, der bør tages, når 
man inviterer venner med i kirke, er i henhold til den ar- 
tikel : (1 ) Sikre sig at de virkelig er venner — kend dem godt, 
før I opfordrer dem til at komme med i kirke eller få mis- 
sionærlektierne; (2) invitere dem hjem eller gå ud sammen 
med dem på helt selskabelig basis; (3) give dem noget at 
læse, som f.eks. Stjernen eller nogle traktater; (4) invitere 
dem med til familiehjemmeaftener, hjælpeorganisations- 
møder, firesides og fester i kirken. Hvis man gør forarbej- 
det omhyggeligt, med en bøn i hjertet, vil indbydelsen til 
venner om at overvære søndagsskolen eller nadvermødet 
kun være en logisk fortsættelse af et voksende venskab. 
Et menneske, som tilbringer hver søndag med at arbejde i 
hus og have, vil måske tage bedre imod en indbydelse til 
at besøge (og måske arbejde på) en stavsfarm end en ind- 
bydelse til et nadvermøde. Den kvinde, som spiller hånd- 
bold, svømmer eller spiller tennis, vil sikkert være mere 
indstillet på at modtage en indbydelse til at spille volley- 
ball med søstrene fra hjælpeforeningen end en indbydelse 
til søndagsskole. Manden kan, i henhold til sine talenter, 
indbydes til at spille på wardets basketball-hold, spille 
guitar eller skrive en sketch til ældsternes fest. Konen kan 
indbydes til at overvære hjemkundskabslektien i hjælpe- 
foreningen og derefter den kulturelle lektie, den sociale og 
tilsidst den åndelige. 

Forældre bør adspørges, for at opnå tilladelse til at bør- 
nene kan deltage i primary og AP-UP-møderne. Hvilke 
forældre ville ikke være stolte over, at en søn eller datter 
opfordres til at deltage i et roadshow? 
,,Åbne huse" i lokale kirkebygninger giver yderligere mu- 
ligheder for at introducere evangeliet ,, linie på linie". 

Nabolags-festerer udmærkede til at præsentere ikke-med- 
lemmer for andre medlemmer af kirken, såvel som til at 
opbygge et godt forhold i nabolaget. Og derefter kan vi, 
på et passende tidspunkt og efter at have fastet og bedt, 
spørge: ,,Ruth og Bent, kunne I tænke jer at tage med os 
i søndagsskole på søndag?" Hvis grunden er blevet lagt 
godt, vil de føle sig fuldkommen hjemme dér, fordi det er 
dér, deres venner er. 



Overrask dem ikke 

For at undgå sådanne problemer, som vi havde med fami- 
lien Schuhmacher, bør I lade dem vide, hvad de kan for- 
vente til møderne, så de kan være helt ubesværede og 
rolige. Nogle få dage før søndag er det klogt at fortælle et 
par medlemmer af wardet eller grenen, at I vil bringe nogle 
venner med jer i kirke. Selv om medlemmerne sædvanlig- 
vis er imødekommende og venlige over for nyankomne 
uden en sådan påmindelse, hjælper det ikke desto mindre 
vore venner til at føle sig hjemme, når de hilses hjerteligt 
af de hellige. 

31 



Vær positiv 

Det sker, at vi ufrivilligt sætter os selv i forsvarsberedskab 
ved vore møder, som f.eks. når de forstyrres af en baby's 
gråd. I stedet for at undskylde noget sådant, bør vi benytte 
lejligheden til at fortælle vore ikke-medlemsnaboer, at vo- 
res religion forkynder familieenhedens evige beståen, og 
at vi deltager i møderne i kirken som familier — dermed 
også de helt små børn. 

Når en af de unge ikke klarer sig så godt med sin korte 
tale i søndagsskolen eller til nadvermødet, kan vi fortælle 
vore venner, at kirken er til for at gøre de hellige fuldt be- 
redte (se Efes. 4:12), og vi mener, at alle og enhver har 
behov for at deltage, så de kan udvikle sig åndeligt. 
Når venlige hellige tiltaler vore naboer som „bror og søster 
Jensen" behøver de ikke at blive fornærmede, for kirken 
hjælperos til at forstå, at vi alle er af samme familie, børn 
af den samme himmelske Fader. I vil opdage, at de fleste 
mennesker i virkeligheden er glade for at blive hilst som 
brødre og søstre. 

Vore gange og forhaller er travle steder efter møder i kirken, 
og vi kan forklare vore venner, at kirkens medlemmer vir- 
kelig er glade for at træffe hinanden inden for de fælles 
rammer af evangelisk kærlighed. Vi ønsker ikke at være 
uærbødige eller mangle respekt for stedets hellighed, men 
vi vil så gerne demonstrere vores kærlighed til og fælles 
omsorg for hinanden. 

Hvilke signaler udsender vi? 

Vi lever sommetider vor tilværelse, som om de eneste bud- 
skaber vi sender hinanden, er dem, som vi udtaler. Men i 
virkeligheden kommunikerer vi en hel del, selvom vi ikke 
siger et ord. Hvad ser vore naboer, når vi bringer familien 
til kirke? Foregår det på en sådan måde, at det er, som om 
vi skal til cirkusforestilling? Råber far sine ordrer om at 
skynde sig at komme ind i bilen, mens mor nervøst prøver 
at knappe den lilles frakke, mens hun samtidig slukker 
lyset og låser hoveddøren? Kommer vi hjem fra kirke og 
udstøder et hørligt lettelsens suk, mens vore naboer soler 
sig påterreassen og høreros udbryde: „Jeg troede aldrig 
den taler ville blive færdig — det ville have hjulpet, hvis han 
havde været forberedt." Har vi til tider beklaget os til vore 
naboer, overat vore stillinger i kirken kræver for meget af 
os? Eller har vi udsendt signaler om, hvor virkelig taknem- 
melige og yderst lykkelige vi er over at tjene Herren? 



Hvordan kan vi vide, hvem vi skal indbyde? 

Den store missionær, apostlen Paulus, vidste, at vi har 
tilbøjelighed til at blive tilrukket af mennesker, hvis værdi- 
fulde egenskaber, indstilling og idéer svarer til vore egne. 
Af den grund sagde Paulus: 

„Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig 
til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere. 
For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde 
jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, 



blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne. 
„For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de 
svage: for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse 
nogle." (1 Kor. 9:19-20, 22) 

Det er vores ansvar at indbyde enhver. Det er vores pligt at 
række hånden ud til alle vore naboer og arbejdskammera- 
ter. Sommtider må vi være forsigtige og tålmodige i vores 
henvendelser til de, som er generte. Over for andre er det 
nødvendigt at vi er mere pågående. Men vi må altid erindre 
os, at det er nødvendigt, vi bliver venner, før vi på effektiv 
måde kan dele evangeliet med andre. 
Til trods for den kendsgerning, at vort mål skulle være at 
indbyde enhver til at komme ind i riget, er nogle marker 
hvidere og mere rede til høst end andre. Vi lærte en værdi- 
fuld lektie i denne henseende, da vi gik på et universitet i 
det østlige USA. Vi havde introduceret et par studenter- 
kammerater til missionærerne, men vi fik aldrig held med 
at indbyde dem til at komme med i kirke. Vi blev senere 
klare over, at vi havde brugt for meget tid på at arbejde med 
folk, som på det tidspunkt var mere interesserede i deres 
akademiske planer end i det, der angår ånden. Vore na- 
boer viste sig at være mere modtagelige for evangeliet på 
det spedielle tidspunkt. 



De har haft deres chance! 

En måde Satan arbejder på for at forpurre Herrens værk er 
at overbevise medlemmer og missionærer om, at visse 
mennesker, som afviser indbydelser til at komme i kirke og 
til at høre de evangeliske diskussioner, „har haft deres 
chance". Antallet af nyomvendte, som „har været igen- 
nem" flere sæt missionærforsøg, er et bevis på, at ingen 
af os kan bedømme, hvornår et andet menneske har haft 
tilstrækkelig lejlighed til at høre og acceptere evangeliet. 
Apostlen Paulus sagde dette: „Jeg plantede, Apollos van- 
dede, men Gud gav væksten" (1 Kor. 3:6). Hvad nu, hvis 
Apollos havde forsømt at gøre sin indsats for dem, der 
ikke blev omvendt ved Paulus' første kontakt? Nogle af os 
bl iver skuffede, når vores indsats ikke synes at bære frugt. 
Ofte vil en ransagelse af sjælen afsløre, at vores frem- 
gangsmåde har været dårligt forberedt og udført på et galt 
tidspunkt, eller måske, at vi har været ivrige for at få til- 
skrevet æren for en kommende omvendelse, skønt Gud er 
den, der „giver væksten". 

Herrens storslåede opfordring til præstedømmeledere 
synes også at gælde vores bestræbelser for at bringe andre 
ind i riget. Vor indbydelse bør kun udstedes „gennem over- 
bevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og 
uskrømtet kærlighed; gennem venlighed og sand kund- 
skab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen 
meget" (L&P 121:41-42). 

Hans løfte til os, når vi trofast engagerer os i samvittig- 
hedsfuldt missionærarbejde, vil hjælpe os til at videreføre 
vore anstrengelser. „Thi jeg vil forlade jer jeres syndermed 
den befaling, at I forbliver standhaftige i jeres sind i høj- 
tidelig andagt og i bønnens ånd ved at bære vidnesbyrd 
for hele verden om det, som bliver givet jer." (L&P 84:61) 



32 




Mine elever 
var fanger 



AF JANETTE MILLAR 



Da jeg boede i Sydney i Australien, blev jeg bedt om at 
undervise i skrivekunsten for fangerne i et fængsel med 
vaneforbrydere — et fængsel med de stærkeste sikker- 
hedsforanstaltninger. Til at begynde med vægrede jeg mig. 
Jeg ville ikke til at undervise forbrydere i et fængsel! Tan- 
ken frastødte mig. Og forøvrigt vidste jeg endnu ikke nok- 
jeg studerede selv endnu. 

Tre måneder senere blev opfordringen gentaget, og jeg 
sagde straks ja. Jeg tror nok, at jeg svarede så hurtigt, 
fordi det bekræftende ord slap mig af munde, før jeg kunne 
så meget som tænke over det. Jeg gik ind i det fængsel 
hver eneste fredag morgen i ti måneder, indtil arbejdspres- 
set og eksamenslæsning satte en stopper for det. Jeg 
lærte noget. Enhver sjæl har betydning for Gud og måhave 
en chance for at høre evangeliet. 

Lige fra den første dag blev jeg betegnet som religiøs. De 
sagde: ,,Du er anderledes. Du er religiøs, og vi ønsker ikke 
nogen religion her." Jeg svarede, at jeg kun var der for at 
undervise i skrivekunsten. Og så foregik det fra ni om 
morgenen til halvet om eftermiddagen, og hvor var jeg dog 
udkørt ved den tid! 

Den anden lørdag gik det en smule bedre; jeg fik udrettet 
mere. Den tredie lørdag var igen anderledes." Du taler an- 
derledes, du tænker anderledes. Vi har talt om dig hele 
ugen, og et par af os tror, du er mormon. Er du det?" 
Jeg var lamslået. Jeg troede aldrig de ville gætte min reli- 
gion. Men i hvert fald sagde jeg, at jeg var parat til mere 
drilleri. De sagde: ,,Nu har du ærlig talt ødelagt vores for- 
nøjelse. Vi havde en masse sjov ud af at tale om det, men 
vi er glade for at have fået det at vide." Fra den dag af 
oversvømmede de mig med spørgsmål om evangeliet. Det 
var ikke meningen, at jeg skulle undervise i religion, men 
det tog altid overhånd over den egentlige lektie. De skrev 
og studerede skam godt nok, men jeg tog deres arbejde 
med hjem og bearbejdede det dér, så vi kunne bruge det 
meste af tiden til at tale om religion. 



En af dem, Kevin, skrev en meget smuk historie om Jesus. 
En anden, Peter, havde truffet nogle missionærer, før han 
kom i fængslet og havde bragt en Mormons Bog og deres 
kort med sig ind i fængslet. Han blev en smule mildere 
stemt mod evangeliet. Men en anden fange, Ralph, bad 
langt om længe om at måtte tale med et par missionærer. 
Han læste Mormon Bog, fastede og bad og fik senere et 
vidnesbyrd om sandheden. 

Kirkens blade og Mormons Bog fik lov at gå raden rundt. 
Og uden at de blev ødelagt undervejs. Sædvanligvis blev 
religiøse bøger mishandlet og tilsidste helt ødelagt. Bibe- 
lens blade blev endog brugt som cigaretpapir. 
Vi arbejdede som regel ved et vakkelvornt, gammelt bord, 
men en dag stod der et nyt, rundt bord med snoede jern- 
fødder og dækket med et lagen midt mellem en kreds af 
stole. Jeg roste dem for forandringen ; og så fortalte de om 
det. Det havde været en to-ugers kærlighedsgeming; de 
havde bygget og malet bordet og tilsidst tegnet ansigtet 
af en grå kat på bordpladen, fordi de vidste, at jeg holdt 
meget af katte. Jeg var dybt rørt. 

Jeg er så glad for at kunne sige, at min klasse var den 
mest populære og den mest regelmæssigt besøgte af alle 
de tilbudte klasser og med et gennemsnit på ti elever hver 
uge. Det var ikke på grund af mig, det var jeg godt klar 
over. Det var det, vi studerede, Jesu Kristi evangelium. 
Præstedømmets medlemmer hjalp mig med at besvare de 
fleste af de talløse spørgsmål, der blev kradset ned på 
sedler. Det var endnu en del at mit hjemmearbejde. 

Jeg elskede dette arbejde og vil med glæde genoptage det, 
hvis lejlighed gives. Blot vil jeg i såfald havetingene bedre 
organiseret, så evangeliet kunne blive forkyndt åbent, hvis 
tidspunkt var der et arbejde, der skulle udføres, en fange 
skulle modtage evangeliet. Jeg blev sendt derhen, fordi 
jeg havde midlerne til at nå ud til den pågældende. Jeg 
korresponderer stadig med ham. 

33 



Fortæl os 

om din religion 



Du vil blive forbavset over, hvilke missionærer dine børn 
kan være. Vi blev! 



AF GEORGE D. DURRANT 



En mindre krise var lige opstået for den 1 5-årige Matt, som 
var den ene af kun 1 2 mormoner blandt eleverne i hele sko- 
len. Hvordan kunne han besvare spørgsmål nummer 15 i 
prøverne uden at overtræde klassereglen om, at det var 
forbudt eleverne at forandre ordlyden i de spørgsmål, der 
skulle besvares med rigtig eller forkert. Han læste igen det 
pågældende spørgsmål: 

,, Joseph Smith, den påståede mormon-profet, skrev Mor- 
mons Bog. Rigtigt eller forkert?" 

Matt mente, at han ville have 100% af sine svar rigtige, 
hvis han også kunne svare rigtigt på dette. Men hvordan 
kunne han reagere på en sådan udtalelse? Læreren for- 
ventede ,, rigtigt", men selve sætningen var ,, forkert". 
Det var tid at aflevere opgaverne. Han måtte gøre noget nu 
eller aldrig. Han stregede hurtigt ordet ,, påståede" ud og 
skrev efter at have sat en streg gennem ,, skrev" ordet „over- 
satte" i stedet. Så indcirklede han ordet „rigtigt" og af- 
leverede opgaven. 

Da elevernes navne den næste dag var råbt op, var lærerens 
første bemærkning : „Matt, rejs dig op." 
Og Matt rejste sig. 

„Fortæl os, hvorfor du forandrede ordlyden i spørgs- 
mål 15," sagde læreren strengt. 

Matt huskede den nøjagtige ordlyd af det femtende spørgs- 
mål. Han smilede bredt og svarede: „Fordi Joseph Smith 
ikke var nogen påstået profet. Han varen profet. Og fordi 
han ikke skrev Mormons Bog — han oversatte den." 
Læreren sagde: „Kom herop og brug så lang tid, du har 
lyst til. Fortæl os bare, hvad det er, der gør jer mormoner 
til det, I er." 

Matt fik den oplevelse at fortælle hele klassen om kirken. 
Og han fik også godkendt sit svar på spørgsmål 15 som 
rigtigt. 

Mens vi boede i den by havde vores børn mange lejligheder 
til at tale om kirken. De fandt det sjovt hver dag at være på 
udkik efter naturlige lejligheder til at fortælle deres venner 
om evangeliet. 

Jeg tror, „naturligt" er det ord, der bedst beskriver hvor- 
dan vore børn og vi selv blev missionærer. Vær blot på 
udkik efter „naturlige" muligheder. Intet behøver at frem- 
skyndes eller komme på en klodset måde eller på et for- 
kert tidspunkt. Bare hold øjne, ører og hjerte åbne, og ved 

34 




talrige lejligheder vil det bare forkomme som det eneste 
rigtige, at sige noget om Herren og hans kirke. 

Vi prøvede at gøre det klart for vore børn, at det ikke var 
deres opgave at omvende alle og enhver, men at det var 
deres velsignede mulighed og privilegium på naturlig måde 
at gøre alt, hvad de kunne for at oplyse enhver om kirken. 
Vi vidste allesammen, at hvis vi var i godt humør, havde 
viljen til det og holdt kirkens standarder, ville vi være i 
stand til at få mange gode samtaler om evangeliet. Når 
som helst vi følte os tvunget til at omvende alle og enhver, 
fandt vi hurtigt ud af, at vi var ved at blive anmassende. 
Og det er meget unaturligt for os at være anmassende. 
Foreksempel havde vores ældste søn lejlighed til at holde 
en tale ved en højtidelighed i forbindelse med eksamens- 
afslutningen. Han følte til at begynde med, at han burde 
sigeen masse om kirken. Men det forekom unaturligt over 
for folk, som kom fra mange forskellige kirker. 

Men det ville være naturligt at afslutte sine bemærkninger 
med disse ord: ,,Da jeg kom til denne skole for tre år si- 
den, kendte jeg ikke nogen af jer. Jeg var en fremmed her, 
men når jeg nu taler til jer, fyldes mine tanker med dejlige 
minder om den måde, I behandlede mig. Jeres venlighed 
og jeres venskab har fået mig til at elske denne by og dens 
helt særlige indbyggere. Dette sted er blevet mit hjem, og 
denne skole er blevet min skole. I er blevet mine bedste 
venner. Og på grund af den måde, I har behandlet mig, 
siger jeg til jer det samme, som den store mormon-profet 
Brigham Young sagde, da han fandt sit nye hjem ude 
vestpå. For mig gælder det: Dette er stedet . 
Folk rejste sig og klappede i mange minutter. 
Hans naturlige og helt ud ægte tanke havde vundet deres 
hjerter og ville i mange tilfælde åbne deres døre. 
Vi var selvfølgelig klare over, at det at være venlig og at 
leve en god tilværelse ikke ville belære folk om kirkens 
lære mere, end matematiklærerens væremåde ville lære 
hans elever noget om matematik og regning. 
Men det at være et venligt menneske ville åbne døre til 
naturlige diskussioner, som ville medføre mulighed for at 
bringe et møde i stand mellem venner og missionærer. 
Vores familie rejste meget og spiste ofte i cafeterier. Når 
servitricen kom til os med kaffe, svarede vi ganske natur- 
ligt: ,,Nej tak, vi drikker ikke kaffe. Vi er mormoner." 
Ordene: ,,Vi er mormoner", forekom ganske naturlige og 
lette. De førte ofte til samtaler, og adresser blev skrevet 
ned, så missionærer kunne opsøge dem. 
Vi lærte vore børn, at der er brug for, at vi allesammen bli- 
ver den slags mennesker, som får andre til at ønske at tale 
med os. Vi gjorde det klart for dem, at hvis nogen satte 
spørgsmålstegn ved kirken, så behøvede det ikke at blive 
nogen krise foros. Det var ikke nødvendigt at blive vred og 
ophidset, hvis nogen kritiserede vores tro. Vi behøvede 
bare at smile og svare uden at være stridbare eller pågåen- 
de. Vi måtte forstå, at de menesker, vi talte med, simpelt- 
hen ikke forstod. 

Da vi flyttede ind i vores nye hjem i en by i det østlige 
USA, hvor der kun var få mormoner, bestemte vi os til, at 
vi ville invitere alle naboerne til et ,, åbent hus" i vort hjem. 
Vi regnede ikke med, at mange ville reagere på vores trykte 



indbydelser, men de kom allesammen. Vi kunne knapt få 
dem alle ind i huset. Det var første gang, mange af naboer- 
ne havde truffet de andre naboer. 

Efter en lang aften sammen, gik alle hjem undtagen en 
enkelt familie. De var katolikker, og boede kun et par huse 
fra os. De havde børn i samme alder som vore. Det blev 
begyndelsen til et nært venskab. Deres drenge kom for at 
spille basket-ball med vore drenge, og deres piger kom for 
at lege skjul med vore piger. 

Når vore børn legede med deres på varme sommeraftener, 
sad vi forældre og betragtede ildfluerne, og de kunne må- 
ske spørge: ,, Hvordan får I jeres børn til at opføre sig så 
velopdragent og være så venlige?" Så ville vi svare: ,,Det 
lærer de det meste af i kirken og under familiehjemme- 
aftener. De lærer også meget af det i primary." Så sagde 
de: „Vi ville give hvad som helst for, at vore børn kunne 
være sådan." 

Vi inviterede dem til at overvære en familiehjemmeaften, 
og de indbød også os. Men alt dette virkede ikke rigtigt. Vi 
åtte gøre mere, så vi bad missionærerne komme og ind- 
bød også den familie. 

Børnene i den familie kom virkelig til at holde af missionæ- 
rerne. De sagde: ,, Kommer I snart hjem til os og fortæller 
os om jeres religion?" 

Så begyndte missionærerne at komme i deres hjem, og 
børnene hilste dem velkommen med ordene: ,, Kommer I 
for at fortælle os om jeres religion?" Og missionærerne 
fortalte virkelig om vores religion, men familien havde dybe 
rødder i den katolske kirke og ønskede endnu ikke at fore- 
tage nogen forandring. Da vi måtte sige farvel til den by, 
var det sværest at sige farvel til disse gode venner. Sidste 
sommer kom deres drenge til Utah for at besøge vore dren- 
ge, og de kommer sikkert igen. 

Nogle medlemmer reagerer positivt på missionærarbejde 
og andre synes, at det er for meget, og synes ikke, de vil 
påtvinge folk noget. Men det ser ud til, at vore drenge 
uden at være påtrængende på helt naturlig måde kunne 
komme til at tale om kirken. Ikke alle vil være interesse- 
rede, men mange vil. De, som forekommer interesserede, 
kan så blive undervist af missionærerne. Efter vores erfa- 
ring er det vanskeligste at sige: ,,Vi kender to missionæ- 
rer, som vil være glade for at besøge Dem. Har De lyst til 
at tale med dem?" Men selv det forekommer naturi igt, hvis 
man taler med nogen, som man kan lide eller endog hol- 
der af. 



Et inspirerende budskab 

Hjemmet er på en måde som en miniaturegren af 
kirken. Kirkens program bør være fremherskende og 
præstedømmet bør sidde i højsædet der, i kærlighed 
og retfærdighed. 

(Fra en tale holdt ved præstedømmemødet i Brasilien 
1975 af ældste Mark E. Petersen) 



35 



Hvordan får man et ikke-medlem interesseret i kirken? Der 
er mange gode svar på dette spørgsmål. Men hvilke frem- 
gangsmåder er mest effektive? Adskillige nyomvendte blev 
stillet det spørgsmål. Deres svar giver god indsigt i med- 
lems-missionærarbejde. 

,,Missionærarbejde?" Sue Ann Yazzie, en syttenårig Na- 
vaho-indianerfra Shiprock i New Mexico, rystede det lan- 



ge, sorte hår tilbage fra skuldrene og smilede. Hendes 
varme, brune øjne skinnede, og hun sagde: „Den bedste 
måde at få nogen interesseret i kirken er at blive venner 
med ham." 

Sue Ann har været medlem af kirken i to år og fortalte om 
sin omvendelse: ,, Endnu før jeg sluttede mig til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, troede jeg på, at vi, når vi 
dør, vil være i stand til at træffe venner og slægtninge, 



Medlemsmissionærer 



AF LAIRD ROBERTS 





36 



som er døde før os. Jeg mistede troen på den kirke, hvor 
jeg kom, da præsten sagde: „Hvis du tror, at du vil blive 
i stand til at se dine døde forfædre, når du dør, så tager du 
fejl". Det var dengang, jeg spurgte Herren om, hvilken kirke 
der var sand. Jeg lovede, at jeg ville holde budene, hvis 
han ville hjælpe mig." 

Sue Ann ønskede at gå i skole uden for reservatet. Da hun 
blev tilbudt at deltage i indianer-uddannelsesprogrammet i 
Richfield (i Utah), accepterede hun. I Richfield bor india- 
nereleverne i et fælleshus og går i de lokale almindelige 
skoler. 

Da en af funktionærerne i fælleshuset indbød Sue Ann 
og nogle af hendes venner til en familie hjemmeaften, blev 
hun straks interesseret. ,,På det tidspunkt var jeg ikke sik- 
ker på, at jeg brød mig om mormonkirken. Jeg kendte ikke 
meget til den. Men jeg gik med for at gøre mine kammera- 
ter selskab. Det var dengang jeg for første gang blev inter- 
esseret i kirken. Jeg kunne lide det, jeg hørte. 
,,Dajeg senere læste Mormons Bog, forekom mange dele 
af den mig bekendt. Da jeg var lille, fortalte min bedste- 
mor mig mange af Navaho-legenderne. Af hende hørte jeg 
første gang historien om den hvide Gud, som en dag vil 
vende tilbage," sagde hun. 

Sue Ann vil gerne dele evangeliet med så mange menne- 
sker, som hun kan. Fornylig blev en af hendes veninder, 
Elouise Meyers, færdig med missionærlektierne og blev 
døbt. Sue Ann forklarer: „Jeg havde en aftale med min 
biskop og besluttede at tage en kammerat med mig. Jeg 
tog Elouise. Jeg vidste, at hun ikke kendte meget til kirken. 
Mens vi ventede på biskoppen, kom et par missionærer 
forbi. Jeg spurgte dem, om de skulle undervise nogen den 
aften. De svarede: Nej . Den er fin, sagde jeg, hvor- 
for ikke undervise min veninde her? De lavede straks en 
aftale. 

For David Wojnar, 22 år, fra Springfield i Massachusetts, 
spillede et godt venskab en vigtig rolle i hans omvendelse 
til kirken. Han er nu missionær i Salt Lake City og fortæller 
dette om venskabets rolle i missionærarbejdet. 
,,Da jeg blev færdig med skolen, besluttede jeg at flytte 
hjemmefra. Jeg fik arbejde i Virginia og flyttede ind hos 
en bekendt. Han var SDH. Vi blev snart fine venner. Vi fore- 
tog os en masse sammen, og vi kunne tale om hvad som 
helst. Han var oprigtigt interesseret i mig. Vi blev først 
venner, og det, at vi var venner, hjalp sandsynligvis mere 
end noget andet," fortæller ældste Wojnar. 
,, Senere foreslog han, at jeg skulle tage med ham til en 
Unge Voksne aktivitet sammen med ham. De var ved at 
arrangere et skuespil. De unge mennesker kom hen til 
mig og fik mig til at føle mig velkommen. De var allesam- 
men vældig interesseret i at træffe en ny," forklarede æld- 
ste Wojnar. ,, De var anderledes end andre, som jeg havde 
haft omgang med. Der var en anden stemning tilstede. 
Da jeg blev involveret i aktiviteterne og begyndte at over- 
være møderne, fik medlemmerne mig til at føle mig som 
noget særligt og betydningsfuldt. De generede mig aldrig, 
fordi jeg var medlem af en anden kirke. Jeg følte mig godt 
tilpas sammen med dem." 
På det tidspunkt var ældste Wojnar endnu ikke parat til at 



lade sig døbe. ,,En anden af de logerende, min ven fraMas- 
sachusetts, modtog missionærlektierne og var næsten 
parat til at blive døbt. Når missionærerne kom, fandt jeg 
altid en undskyldning for at gå. Det skyldtes nok mest 
almindelig frygt for noget nyt, og fordi jeg ikke vidste, hvad 
der skulle ske. Jeg var besluttet, på at ville tjene Herren, og 
alt, jeg behøvede, var tid. Det lod ikke til at anfægte nogen, 
og ingen var fornærmet over den ubeslutsomhed, jeg ud- 
viste. Min ven var tålmodig og opgav mig ikke 
Han vedblev at være min ven, og tilsidst traf jeg beslut- 
ningen," fortællerældste Wojnar. „Oprigtighed er en af de 
vigtigste sider ved missionærarbejdet," forklarede ældste 
Wojnar. „Hvis man er oprigtig og en virkelig ven, vil folk 
reagere positivt overfor evangeliet. Det er ikke så vigtigt, 
at medlemmer belærer om doktrinerne, som det er, at de 
sår frøet. Det er også vigtigt, at være et godt eksempel. 
Det betyder mere end blot at efterleve principperne. Det 
betyder at gå ud og vise resultaterne af at efterleve evan- 
geliet. Vær ikke bange for at vise folk, at du er mormon. Det 
fryder mig, hvergang jeg kan fortælle nogen, at jeg er mor- 
mon," slutter ældste Wojner. 

Tålmodighed er en vigtig del af missionærarbejdet. Både 
Cindy på 1 5 og hendes søster Tina Doxstater på 1 4 var med 
i aktiviteter i kirken i to år, før de blev døbt. Cindy for- 
klarer, at hun blev imponeret over mormonfamiliers sam- 
menhold og af de kirkelige aktiviteter, som hendes ven- 
inder tog hende med til. Men hun var ikke parat eller over- 
bevist nok til at blive medlem. 

„Kirkens medlemmer godtog os for det, vi var," siger hun. 
„De prøvede ikke at skubbe os ind i noget, og de hjalp 
os." Cindy's venner opgav hende ikke. Da en af dem sagde: 
„Hvorfor ikke lade missionærerne give dig lektierne," sva- 
rede hun ja. Efter opmuntring fra deres venner og en lærer 
på skolen blev Cindy og Tina døbt. Læreren, Larry Ander- 
son, døbte dem. 

Violet Wilson på 18 år fra Kellog i Idaho havde også været 
med i kirkelige aktiviteter i flere år, før hun sluttede sig til 
kirken. Hun siger, at en vigtig omstændighed var, at med- 
lemmerne fik hende til at føle sig som en af dem. 
Med hensyn til missionærarbejde siger Craig Rogers på 21 
år: „Den bedste måde at påvirke nogen er at efterleve det, 
man tror på. Vær dig selv og prøv ikke at være det, som 
nogen anden gerne vil have, at du skal være. De menne- 
sker, som bragte mig ind i kirken, levede på den måde, de 
burde. Jeg er dem taknemmelig. Jeg håber, jeg kan gøre 
det samme. Jeg bliver måske affejet 40 gange, når jeg 
prøver at interessere nogen for evangeliet, men den ene 
succes er mere end det hele værd. Jeg er sikker på, at også 
de mennesker, som hjalp mig, mange gange er blevet 
skuffet," slutter Craig. 

At være en rigtig ven, at have respekt for andre menneskers 
værd og tro, at udvise tålmodighed, at være sig selv, at 
være et godt eksempel og at undgå kliker af medlemmer, 
som udelukker eller ser ned på ikke-medlemmer, hører alt- 
sammen med til den teknik, som disse nye medlemmer 
anbefaler i medlems-missionærarbejdet. 
Sue Ann Yazzie sagde noget andet, der gælder for mis- 
sionærarbejdet: „Missionere? Mit råd er at få begyndt." 



37 



ANDRE FORSLAG TIL 

HVAD JEG KAN GØRE SOM 

MEDLEMS-MISSIONÆR 



Af Jørgen W. Schmidt. 



Når en journalist eller en forfatter skal 
skrive noget om en bestemt religion, så 
søger han sine oplysninger i bøger om em- 
net. Han kan ikke være personligt interes- 
seret i alt, hvad han skal skrive om, og 
han kan ikke vide alt om alt. Derfor tager 
han det for givet, at det, der står i bøger- 
ne, er rigtigt. Og det materiale bruger han 
ganske ukritisk. Det kan man ikke bebrej- 
de ham. 



De bøger, som han søger sine oplysninger 
i, står på det lokale kommunebibliotek. 
Og derfor er det vigtigt, at de bøger, der 
står dér, er så korrekte som overhovedet 
muligt. Og når det gælder bøger om Mor- 
monismen, findes der ingen bedre og 
mere korrekte end dem, kirken og dens 
medlemmer udgiver. For hvem kender vel 
et samfund bedre end dets egne medlem- 
mer ? Det gælder altså om at få vore egne 
bøger ind på bibliotekerne som modvægt 
mod dem, der er skrevet om os af uden- 
forstående. 



Hvordan gør vi det ? Det er ganske en- 
kelt. Følg denne anvisning: 

1. Gå på biblioteket. Spørg efter bøger 
om Mormonismen. Når damen kom- 
mer med nogle stykker, sig så: 

Har De ikke flere ? Hvad andet kan 
De skaffe ? Damen ser i et kartotek og 
læser nogle titler op. Bed hende skaffe 
dem. 

2. Når bøgerne er kommet hjem, henter 
du dem og siger til damen: 

Jeg har forøvrigt fået en liste over bø- 
ger om Mormonismen. Måske kan De 
skaffe nogle af dem til mig ? Og du gi- 
ver hende listen (PR-11: Bøger om 
mormonismen — dit wards eller din 
grens missionsleder har dem) og beder 
hende tage et par stykker af de dér 
nævnte bøger hjem. 

Bibliotekerne har de bøger, som de me- 
ner, der er behov for. Et stort bibliotek 
sagde til én, som spurgte efter: "Den gen- 
oprettede kirke": "Hvis nogle flere viste 
interesse for den slags bøger, ville vi selv- 
følgelig have dem stående". Du og jeg er 
altså medbestemmende om, hvilke bøger, 
der skal stå på bibliotekernes hylder om 
mormonismen. 



LÆSERBREVE 

Vær med i dagens debat ! Lad kirkens 
meninger om de mange aktuelle spørgs- 
mål komme til orde i aviser og blade. Med 
andre ord: skriv læserbreve ! 
Du skal ikke skrive, "Mormonkirken læ- 
rer . . .". Det har vi mere professionelle 
skribenter og ansvarlige pr-folk til. Du 
skal blot som din personlige mening give 
udtryk for det, kirken har lært dig. Om 
f.eks. tobaksrygning (og hvordan det ge- 
nerer dig, når folk puster røg ud i hovedet 
på dig), om abortspørgsmålet (loven om 
fri abort bør ændres, så det bliver vanske- 
ligere — og måske bør der også betales for 
svangerskabsafbrydelse) , om det overhånd- 
tagende alkoholproblem (vi er blevet "en 
nation af drankere", som en overlæge ud- 
trykte det). Du kan skrive om det forfær- 
delige i, at så mange lader sig skille "for 
et godt ord" (og som modsætning frem- 
hæve lange gode, solide ægteskaber, fami- 
lielykke og familiehjemmeaftener). Og så- 
dan noget som det vidunderlige ved at væ- 
re hjemmegående husmor (i modsætning 
til udearbejdende), at have mange børn (i 
modsætning til dem, der, 'for skams skyld' 
har ét barn og så siger stop med det). 
Og du kan benytte lejligheden til at svare 
på andres læserbreve. Der er tit noget, 
som går vore synspunkter stik imod. Så 
vær ikke bange for at svare. Og sig din 
mening rent ud. Gerne lidt "på spidsen", 
så det vækker opmærksomhed. Ingen om- 
svøb eller lange prædikener. Som regel 
har bladene en maksimumsgrænse for læ- 
serbrevenes længde. Pas på at overholde 
den. 

Lad vore meninger blive hørt. Avisredak- 
tører er meget følsomme overfor, hvad 
læserne mener. Avisens øvrige indhold 
dikteres til en vis grad af, hvad læserbre- 
vene giver udtryk for. Du og jeg kan ved 
at skrive læserbreve øve indflydelse på, 
hvad avisen skriver og går ind for ! Vi bli- 
ver derved medlems-missionærer, når vi 
skriver læserbreve. 



STRØTANKER FRA 
EN HJEMVENDT MISSIONÆR 

Når man efter fuldført mission sætter sig 
hen og analyserer den tid som er gået, fa- 
rer der mange tanker gennem ens hoved, 
det som så står klarest når tingene har 
bundfældet sig er følgende: 
Dette er virkelig Herren vor Guds værk. 
Herren vejleder og inspirerer os sine børn, 
hvis vi ønsker det ! Som missionær faster 
man meget og beder meget. Missionæren 
er ikke i stand til at udføre sit arbejde 
godt uden at Helligånden, det tredie med- 
lem af guddommen, følger vedkommende. 



Dette kræver igen en ydmyg indstilling. 
En anden ting som træder stærkt frem er 
dette: Jeg blev kaldet af Gud selv gennem 
hans bemyndigede tjenere. Når så tiden 
skrider frem og man ser tingene forandres 
rundt omkring een, fyldes man af en und- 
rende glæde: jeg kan BRUGES ! Jeg er 
medarbejder i Herrens store værk, her og 
nu. Herren hører mine bønner. Herren el- 
sker også mig og de mennesker, som bor 
her i mit tildelte område. Når så de men- 
nesker, som man arbejder for, og sammen 
med, kommer og fortæller, at deres vid- 
nesbyrd er vokset, at Herren besvarer de- 
res bønner, ja så bliver glæden endnu 
større. 

Miraklernes tid er ikke forbi ! De mirak- 
ler, som jeg tænker på, er ikke dem, som 
fremkommer af den materielle og den 
tekniske udvikling og øgede viden, som 
menneskeheden har i dag. Nej de mirak- 
ler, som jeg tænker på, og som jeg person- 
ligt anser for de største, er når folk om- 
vender sig og indtager en anden holdning 
og livsfilosofi. Når folk ændrer en kurs, 
som fører mod en åndelig og social afgrund 
og i stedet indtager en holdning og et livs- 
syn, som forfiner sjælen og forædler men- 
nesket, til gavn for sig selv og sine omgivel- 
ser, ja så er der virkeligt sket et mirakel. 
Tænk blot på følgende, som Kristus har 
sagt. "Jeg siger jer: således bliver der mere 
glæde i Himmelen over een synder, som 
omvender sig, end over nioghalvfems ret- 
færdige, som ikke trænger til omvendelse". 
Hvorfor ? I den hellige skrift kan vi lære, 
at mennesket er skabt for at leve evigt. 
I Mormons Bog, Alma 34:32 kan vi læse 
følgende. "Dette liv er tiden, da menne- 
skene skulle berede sig til at møde Gud; 
Ja, dette livs dag er den dag, da menne- 
skene skal udføre deres arbejde". Altså 
danner vi nu den karakter, som vi skal 
leve videre med i evigheden. Videre kan vi 
læse følgende i Bibelen i Jakobs Brev: 
"Mine brødre! hvis nogen iblandt jer erfa- 
ret vild fra sandheden, og der er en, der 
omvender ham, så skal I vide, at den, der 
omvender en synder fra den vildfarelse, 
han er kommet ud i, frelser hans sjæl fra 
døden og skjuler en mangfoldighed af 
synder". Altså et virkeligt mirakel, et 
mirakel som vil stå og tale for sig selv i al 
evighed. 

En anden tanke som også bliver ved at 
komme igen, er den at min hustru og jeg 
er i stor taknemmelighedsgæld til søsken- 
de og venner gennem årene, fordi de 
hjalp os med at omvende os og forandre 
vores liv. Vi er især tak skyldig til søskende 
i Jylland, fordi de hjalp os under vores 
mission, så arbejdet blev let for os. Det 
var både en åndelig og en timelig hjælp, 
som vi fik. 

Vi tabte vores hjerter til de kære jyder og 
jeg har endnu ikke fundet ud af: hvem 
omvendte hvem ? Måske var meningen 
med vores kaldelse, at vi netop trængte 



38 



til at forbedres lidt. Vi er også stor tak 
skyldig til dem, som hjalp os økonomisk. 
Uden deres hjælp og afsavn havde vi ikke 
modtaget den oplevelse og udvikling, som 
vi her har fået. 

Hans M. Larsen 



NYT PRÆSIDENTSKAB 
FOR TEMPLET I SCHWEIZ 



For flere måneder siden har Det øverste 
Præsidentskab bekendtgjort, at Immo 
Luschin von Ebengreuth skulle afløses 
som præsident for templet i Schweiz, og 
med ham hans hustru og Georg J. Birsfel- 
der som førsterådgiver. Percy K. Fetzer 
skulle være ny præsident og hans hustru 
skulle være tempelværtinde. 

Nyheden bredte sig som en løbeild blandt 
de hellige i Europa. Gennem dusinvis af 
breve og telefonopringninger blev den af- 
gående tempelpræsident og hans hustru 
takket for den hengivne tjeneste, de har 
ydet gennem næsten 5 år. Bror og søster 
Luschin har udøvet en overordentlig ind- 
flydelse på utallige hellige i Europa og 
selv i USA. Bror Luschins store kendskab 
til evangeliet, hans indgående kendskab til 
de hellige handlinger, som udføres i temp- 
let, hans usædvanlige talegaver og hans vi- 
den om alle områder af menneskets liv 
har gjort hver af hans handlinger til en be- 
undringsværdig oplevelse. Utallige har 
først gennem ham lært at forstå den egent- 
lige og dybe betydning af de hellige hand- 
linger i templet. 

Som en umiddelbar følge af denne øgede 
viden kom en stærk stigning i aktiviteten 
i stave og missioner af kirken i Europa. 



Næsten alle stavs- og missionspræsidenter 
har givet udtryk for, at medlemmerne i 
deres område har tjent Herren mere be- 
redvilligt og begejstret efter et tempel- 
besøg. 

Også selve tempelarbejdet har fået et 
voldsomt opsving. Tallet for endowments 
er steget fra 38.422 i 1972 til 63.890 i 
1977 — altså med mere end 66%. Hvilken 
stor indflydelse en mand kan have ! {Bror 
Luschin blev i 1960 omvendt til kirken og 
døbt af to missionærer. Skulle dette ikke 
være en spore til i højere grad at udføre 
missionærarbejde ?) 

Nu er en ny mand præsident for templet 
— Percy K. Fetzer. Han har i flere år været 
kendt og agtet som lærer og leder blandt 
de tysktalende hellige i Europa. Mange 
søskende kender også søster Fetzer godt, 
hun har ofte rejst rundt i Europa som 
medlem af hovedbestyrelser for Unge Pi- 
ger og primary. Udskiftningen af tempel- 
præsidentskabet skete søndag den 14. au- 
gust 1977. I denne anledning holdt man 
en højtidelig forsamling i templet, hvori 
bror og søster Kimball, bror og søster 
Hinckley, bror og søster Wirthlin, bror og 
søster Didier, medarbejderne i templet og 
enkelte andre hellige deltog. 

Ved denne forsamling afløste man ære- 
fuldt og med tak Immo Luschin von Eben- 
greuth som præsident, George J. Birsfel- 
der som førsterådgiver og søster Luschin 
som tempelværtinde for templet. 

Følgende blev foreslået og indsat: 
Percy K. Fetzer som præsident 
Georg J. Birsfelder som førsterådgiver 
Thelma W. Fetzer som tempelværtinde 

Bror Hinckley og præsident Kimball tal- 
te til forsamlingen. Præsident Kimball 
udtrykte håb om, at de hellige i Europa i 
endnu højere grad ville forstå templets be- 
tydning, komme der ofte og gennem 
genealogisk arbejde bidrage til dette store 
værk. 



EVANGELIETS FORÆDLENDE 

INDFLYDELSE 

AF 

BOG.WENNERLUND 

Regionalrepræsentant for De tolvs Råd 



Vi lever i en verden, hvor store kræfter er 
i gang for at sætte alt i oprør, skabe mod- 
sætninger, forvirre menneskers sind, og 
nedbryde kultur og forædlende indflydel- 
ser. Kirkens ledere har ved gentagne til- 
fælde understreget betydningen af, at vi, 
som sidste dages hellige, bør berige vort 
liv med det, som er opbyggende og godt, 
og at vi bør arbejde på, at den ødelæggen- 
de indflydelse modvirkes. 

I et budskab fra Det øverste Præsident- 
skab til kirken skrev præsident Spencer 
W. Kimball for nyligt, efter at have kom- 
menteret noget om den store kunstner, 
billedhugger og maler Michelangelo: "Vil 
vi aldrig opleve en ny Michelangelo ? 
Ophørte alle disse talenter i 1500-tallet ? 
Vil vi ikke finde endnu et talent som 
ham, men med en sjæl som er fri for umo- 
ralskhed, sensualitet og intolerance ? Fin- 
des der ikke blandt os varige digtere og 
forfattere som Goethe ? Og Niccolo Paga- 
nini, den italienske violinist ! Hvorfor 
skulle vi ikke kunne opdage, uddanne og 
fremvise mange som Paganini og andre 
store kunstnere ? Ved et af vore besøg i 
København havde vi den glæde at se 
Thorvaldsens Kristus og de tolv apostle. 
Vi tænke på, om nogen nogen sinde 
skulle kunne skabe et større mesterværk 
— men, hvem ved, en dag vil verden må- 
ske blive forbløffet. Vi mindes den be- 
rømte svenske sangerinde Jenny Lind 
med sin tonekvalitet, sin musikalske for- 
nemmelse, sin storhed og sine uovertrufne 
triumfer. Tror I, at der findes flere stem- 
mer som Jenny Linds ? Og vi har Shake- 
speare. Alle citerer Shakespeare . . Skulle 
verden kunne frembringe endnu en Shake- 
speare ?" 





39 



Præsident Kimball nævner endog viden- 
skabens storheder som Pasteur, Curie og 
Einstein. På et tidspunkt siger han, "Det 
siges at mange af de store kunstnere var 
perverse eller i moralsk forfald. Trods de- 
res umoralskhed blev de store og berømte 
kunstnere. Hvad ville resultatet blive, om 
man opdagede lige så store talenter, som 
var rene og frie fra ugudelighed — og 
sådan set berettigede til åbenbaringer ?" 

I en tale profeterede præsident John Tay- 
lor allerede i 1857: "I vil få den dag at se, 
hvor Zion vil være langt foran den øvrige 
verden i alt som vedrører uddannelse i en- 
hver form, præcis som vi i dag er med 
hensyn til religion. Gud forventer, at Zion 
skal blive hele jordens herlighed, så kon- 
ger, som hører om hendes omdømme, 
skal komme og se hendes herlighed". 

For nogle år siden valgte GUF følgende 
som sit valgsprog, "Inspireret af det sande 
evangeliums forædlende indflydelse vil vi 
udvikle vore gaver og talenter". Dette er 
en sætning, som vi sidste dages hellige sta- 
dig tror på, og som vi fortsat bestandigt 
burde have i vore tanker og bevidsthed. 

I vore familier, i vore hjem, blandt såvel 
voksne som unge, burde vi altid tænke på, 
at de smukkeste digte endnu ikke er ble- 
vet skrevet, at de bedste bøger endnu ikke 
er blevet forfattet, at den mest storslåede 
musik endnu ikke er blevet komponeret, 
at de største skulpturer endnu ikke er ble- 
vet skabt, at de største videnskabelige op- 
dagelser endnu ikke er blevet gjort. 

Den irske forfatter George Bernard Shaw 
forklarede sig livssyn med disse ord: "An- 
dre mennesker siger 'HVORFOR ?' Men 
jeg drømmer om de ting, som endnu ikke 
findes og siger 'HVORFOR IKKE ?' 



Vi døbte 9 i august og vil have ca. 7-10 
døbt i september, Grunden til, at vi har så 
mange dåb her, er, at medlemmerne vir- 
kelig lever op til præsident McKays op- 
fordring: Ethvert medlem en missionær. 

Og mange af dem lyttede til profeten, da 
han sagde: Vi har brug for ethvert med- 
lems alvorlige anstrengelser. Gennem ek- 
sempel, venskab og aktiv invitation. Han 
bad alle familier i kirken om gennem bøn 
at udvælge en eller to familier de ville 
bringe ind i kirken. Han bad os have ven- 
skabsaktiviteter med disse familier mindst 
1-2 gange om måneden. Og derefter når vi 
følte, at de var parate dertil, at spørge 
dem, om de ville lytte til missionærerne. 

Præsident Kimball lovede derefter, at hvis 
vi fulgte disse enkelte trin, ville vi være i 
stand til at bringe mange familier ind i 
kirken. Jeg kan virkelig fortælle jer, at jeg 
ved, dette er sandt. 9 ud af 10 som vi un- 
derviser, bliver døbt, fordi medlemmerne 
har taget denne opfordring alvorligt. 

Jeg havde for et stykke tid siden mulig- 
hed for at undervise en familie i de tre 
første lektier på fransk. De boede ikke i 
vores område, men missionærerne i det om- 
råde vidste, at jeg kunne en smule fransk. 
Det var virkelig en speciel oplevelse. Vi 
havde problemer med at forstå hinanden, 
men de følte åndens tilstedeværelse og 
ønskede at blive døbt. 

De flyttede senere, men jeg hørte, at de 
har sat den 1. oktober, som deres dåbs- 
dato. 

Tiden går som sagt hurtigt, men jeg nyder 
hvert minut. 

Kærlig hilsen 
Kennie Rasmussen 



resultat har det givet, og ført til dåb har 
det også. Men tænk hvilken visdom det 
har givet os, vores kundskab er vokset i et 
tempo som ikke kan beskrives, men skal 
opleves. Vi har lært det vidunderlige at 
undervise på skolerne og på Vordingborg 
Seminarium, at undervise i hjemmene; 
hvis I vidste, hvor stor en glæde det brin- 
ger, at bringe "Det glade Budskab" ud til 
andre, så er vi sikre på, at der ville blive 
en stor kø hos alle biskopper og grens- 
præsidenter for at få lov til at blive kaldet 
som missionær, enten deltids eller fuld- 
tids. 



Specielt vil vi gerne henvende os til alle 
ægtepar. Hvis I vidste, hvor vidunderligt 
det er at arbejde sammen i Vor Himmel- 
ske Faders store værk her på jorden, så 
ville I stræbe meget mere efter at komme 
ud og virke. Husk: det er her på jorden vi 
skal lære at arbejde sammen som mand og 
hustru, hvis vi ikke lærer det her, så lærer 
vi det heller ikke på den anden side. Og 
hvad så med den Celestiale Herlighed ? 

Den eneste måde man kan forkynde det 
"glade budskab" på, er selv at have ople- 
vet det, og vi kan forsikre jer om, at hver 
eneste dag i disse 5 år har været een lang 
række af velsignelser, og hver eneste dag 
har været fyldt med ny visdom og kund- 
skab, og en langt bedre forståelse af og 
for hinanden, på den måde har vi ikke 
bare været missionærer for vore næste 
men også for os selv. Så Far og Mor, fat 
nu hinandens hænder og sig til biskop/ 
grenspræsident, at I er klar til at blive kal- 
det, når Herren ønsker det. Må Herren 
velsigne jer til at tage denne beslutning, 
det beder vi ydmygt om i Jesu Kristi 
navn. Jeres søster og broder Vera og Niels 
Johansen, Lolland-Falster gren. 



Vil Norge frembringe endnu en Grieg ? 
Hvorfor ikke ? Vil Sverige frembringe 
endnu en Jussi Bjorling ? Hvorfor ikke ? 
Vil Danmark fremrbinge endnu en Gade ? 
Hvorfor ikke ? Vil disse storheder kunne 
genfindes blandt kirkens ungdom ? Hvor- 
for ikke ? Herrens profeter har profeteret 
om det ! 



NYT FRA NOGLE AF 
VORE MISSIONÆRER 

Hej allesammen. 

Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet. 

Endnu en måned er gået, tiden løber 
stærkt. Jeg har nu været ude i ca. 1 1 må- 
neder. Jeg er stadig i Granger, og der er 
stadig en bunke mennesker at undervise. 



KÆRE DANSKE 
BRØDRE OG SØSTRE !! 



Her i oktober måned er det 5 år siden at 
vi blev kaldet til at være stavsmissionærer, 
og hvilke fem år har det ikke været ! 
Det er en vidunderlig tid at tænke tilbage 
på, med glæder, sorger og skuffelser, men 



Kære søskende, 

Hermed en lille hilsen til jer alle. Det er så 
skønt at være fuldtidsmissionær og at væ- 
re i stand til at tjene vor Himmelske Fa- 
der her i England. Jeg elsker det engelske 
folk meget højt, og jeg er glad for at kun- 
ne dele evangeliet med dem. At være mis- 
sionær er et hårdt arbejde, men det er så 
skønt, især når man ser, at det bærer 
frugt. Jeg har været i stand til at se mange 
mennesker acceptere evangeliet og se den 
glæde og det indhold det giver dem i 
deres liv. 

Her til slut vil jeg gerne dele mit vidnes- 
byrd med jer, at jeg ved, at vor himmelske 
Fader lever, at Jesus Kristus er hans Søn, 
og at han er vor Frelser og Forløser. Jeg 



40 



ved, at hans kirke er på jorden i dag, og 
at Joseph Smith var valgt tit at genopret- 
te den. Jeg ved, at vore bønner bliver be- 
svaret, hvis vi beder med et ønske om at 
få et svar, og at vi vil være åbne over for 
det svar vi vil få. 

Jeg ved, at Spencer W. Kimball er en 
levende profet på jorden i dag, og at han 
modtager åbenbaringer fra Jesus Kristus 
om, hvordan hans kirke skal ledes. 

Jeg takker jer alle sammen for de op- 
muntrende breve, som jeg har modtaget 
fra jer alle. 

Må Gud velsigne jer alle sammen. 
De kærligste hilsener fra 
Susanne Hentzen. 



Kære søskende, 

Mit navn er Alan Victor, jer er 1 9 år gam- 
mel og kommer fra Københavns 3. ward. 
Jeg er missionær i Tyskland Frankfurt 
mission. Jeg har kun været på mission i 2 
måneder og har allerede haft 3 kammera- 
ter fordelt på to byer. 

Min første by Hochst, som er en forstad 
til Frankfurt am Main, var jeg meget glad 
for at arbejde i. Jeg havde dér 2 kamme- 
rater og i de 1 1/2 måned jeg arbejdede 
dér, havde vi én dåb og underviste ca. 20 
mennesker fordelt på 3 familier og 6 en- 
keltpersoner. 

Jeg var ked af at forlade Hochst, da vi hav- 
de stor succes og var klar til at døbe den 
ene familie og to enkeltpersoner i nær 
fremtid. Jeg vidste dog at vores præsident 
John L. Flade er en inspireret mand og 
kun gør det, som han ved inspiration ved 
er rigtigt, så det var ikke svært for mig at 
acceptere min første forflyttelse. Jeg flyt- 
tede fra Hochst til Mannheim, hvor jeg fik 
en kammerat, som kun har været ude i 13 
måneder. Det var noget nyt for mig, da 
mine sidste to kammerater var gamle gar- 
vede missionærer og rede til at rejse hjem. 

I Hochst oplevede jeg, hvor vigtigt det er 
at medlemmerne arbejder sammen med 
missionærerne på at finde folk de kan un- 
dervise i evangeliet. Profeten har lovet 
Tyskland hundreder af stave og mange 
templer, men det kan på ingen måde lade 
sig gøre, hvis ikke vi som medlemmer bli- 
ver aktive og begynder at være missionæ- 
rer i vor dagligdag. David O. McKay sag- 



de: "Hvert medlem en missionær". Det er 
ikke kun os som missionærer, som skal 
finde folk at døbe. Vort arbejde er i vir- 
keligheden at undervise mennesker i evan- 
geliet. Det er medlemmernes ansvar at 
finde folk til os, så vi derfra kan undervise 
dem og opfordre dem til dåb. 

Jeg er overbevist om, at vi har det samme 
problem i Danmark. Missionærerne ban- 
ker på døre, dag for dag, og får konstant 
afslag. Hvis vi blot som medlemmer kunne 
gøre noget mere for at dele evangeliet 
med andre mennesker. Når jeg ser på den 
store glæde jeg har ved at efterleve evan- 
geliet, så skal der blot et minimum af 
kærlighed til at få mig til at ville dele det 
med andre mennesker. Det er vort ansvar 
som medlemmer at finde mennesker til 
missionærerne og indtil vi gør det, vil det 
i hvert fald være svært at få hundreder af 
stave og mange templer i Tyskland. 



Jeg arbejder nu i Mannheim, der ligger ca. 
80 km syd for Frankfurt am Main, og den 
ligger faktisk på Rhinen og er en ualmin- 
delig smuk by. Folk her i Tyskland er 
næsten alle kristne, de fleste katolske, 
men vi støder på spredte protestanter nu 
og da. De tror alle på Kristus, så vi har 
altid et samtaleemne, når vi prøver at 
komme i kontakt med menneskene her. 

Alle er meget venlige og søde, og det er 
en fryd for mig at arbejde her i Tyskland. 
Jeg elsker virkelig min mission og det er 
vidunderligt at tjene Herren på denne spe- 
cielle måde. Jeg ved, at Herren ønsker at 
alle unge mænd, der er værdige, skal tage 
på mission, da kirken har stærkt brug for 
dem, og det er også et udviklingstrin, der 
hjælper en ung far til at skabe en evig 
familie. 

En anden ting, som man lynhurtigt opda- 
ger, er, at ikke alene modtager man en 
fantastisk personlig udvikling på disse 2 
år, men man bliver også gjort bekendt 
med alle ens problemer, selv dem man 
ikke tror man har. Allerede efter 2 måne- 
der på mission har jeg fundet flere svaghe- 
der hos mig, som jeg aldrig havde troet 
det muligt, at jeg kunne have besværlig- 
heder med. Alene det, at man skal være 
sammen med en anden missionær 24 ti- 
mer i døgnet kan skabe gnidninger nu og 
da. Kun ved problemer opnår vi udvik- 
ling, og den store selvstændighed der kræ- 
ves af en missionær er med til at forberede 
én til arbejdspladsen efter missionen, stil- 
linger i kirken og ægteskabet. 

En anden ting, som har slået mig meget er 
at man behøver Guds hjælp på en mission 
mere end nogen sinde før. Har vi kontakt 



med Gud fører han os til vore undersøge- 
re og bærer gennem Hellingånden vidnes- 
byrd for dem om sandheden af de ting, vi 
kommer med. Har vi som missionærer 
ikke Ånden kan vi praktisk taget ikke ud- 
rette noget som helst. Men har vi derimod 
Helligåndens vejledning og nærhed kon- 
stant, ja, så har vi ligesom et skjold over 
os, som beskytter os mod Satans angreb 
og verdens synd. Ordene vi udtaler har 
minimal betydning i forhold til den be- 
tydning ånden har, når den bærer vidnes- 
byrd igennem os, til dem om sandheden. 
Det er også meget lettere at gøre tingene 
med Ånden. Jeg har f.eks. oplevet at når 
jeg faster, har jeg ligesom lidt svært ved at 
gøre det, hvis jeg ikke har Ånden hos mig. 
Har jeg Ånden hos mig er jeg fuldt moti- 
veret og mærker derfor næsten ikke min 
sult. Det er så sandt når der i Matt. 4:4 
står: "Mennesket skal ikke leve af brød 
alene, men af hvert ord som udgår af 
Guds mund". Det kan virkelig forstås ord- 
ret, og der tales om vores åndelige sult; 
når først den er stillet, er vi så stærkt mo- 
tiveret at vores fysiske behov træder i 
baggrunden. Så snart vores åndelige jeg 
har herredømmet over vores legeme, så vil 
vi være modtagelige for Åndens indvirk- 
ning på vort liv, at vi vil være motiverede 
til at "leve fra hvert ord, som udgår af 
Guds mund og ikke af brød alene". 

Et skriftsted som har stor betydning for 
mig som missionær er Alma 17: 3: "Men 
det er ikke alt; de havde hengivet sig til 
megen bøn og faste, og derfor havde de 
profetiens og åbenbarelsens ånd, og når 
de lærte fra sig, lærte de med magt og 
myndighed fra Gud". Hvilken en vidun- 
derlig opfordring ! Ved faste og bøn kan 
vi få profetiens og åbenbarelsens ånd og 
det er nok en af de vigtigste kvaliteter en 
missionær kan have. Har vi profetiens og 
åbenbarelsens ånd kan vi modtage direkte 
åbenbaring om vore undersøgere, om ar- 
bejdet og om distriktet og vigtigst af alt, 
vi kan blive ledt og styret af ånden. Ved 
faste og bøn kan vi endog opnå at under- 
vise med magt og myndighed fra Gud. 
Kan vi tænke os noget mere vidunderligt 
end at undervise med myndighed fra 
Gud ? Jeg kan ikke ! 

Jeg elsker virkelig min mission og jeg øn- 
sker at alle mennesker skal kunne opnå 
den samme glæde som jeg ved at tjene 
Herren på en fuldtidsmission. Jeg ved vir- 
kelig at Gud lever og at Jesus er Kristus. 
Jeg ved også at Satan lever og at han på 
bedste måde forsøger at få os til at falde. 
Jeg ved, at Spencer W. Kimball er en sand 
Guds profet og jeg ved at Herren hører og 
besvarer vores bønner og at han kun øn- 
sker at gøre det bedste for os, fordi han 
elsker os. 

Alan Victor